Hygiejne for håndværkere og entreprenører (e-learning)
Tag vores hygiejneskursus for håndværkere og entreprenører som e-learning og bliv klædt på til, hvordan vandværket kan undgå forurening fra boringer og ud til forbrugeren.
Stil krav til jeres håndværkere og send dem på hygiejnekursus, så I mindsker risikoen for forurening ved arbejde på vandværket.
Drikkevand er en vigtig fødevare og en ressource, vi skal passe på. Derfor er det vigtigt, at vandværkets hygiejne er i top, så risikoen for forurening af drikkevandet reduceres mest muligt. Det gælder både arbejdet inde på selve vandværket, men også i forbindelse med renovering af en boring eller ved ledningsarbejde.
Når jeres håndværkere deltager i Danske Vandværkers hygiejnekursus for håndværkere, bliver de præsenteret for en række eksempler – både de gode og de mindre gode – om, hvordan de sikrer en god hygiejne på både vandværk, ledningsnet og boring. Vi gennemgår også konsekvenserne ved en forurening, som både koster mange penge og tid – og måske endda giver dårlig omtale.
Kurset giver desuden kendskab til mikroorganismer og bakterier, og hvordan de lever i drikkevandssystemer. Vi giver også et indblik i hygiejnezoner og anbefalinger til regler om hygiejneforhold, og håndværkeren bliver i stand til at anvende hygiejneinstrukser i forbindelse med arbejdet på vandværket og på ledninger i jorden.
Kurset gør håndværkeren på en vandforsyning i stand til at bidrage til at reducere risikoen for forurening via øget omtanke på hygiejnen.
Kurset tager udgangspunkt i ledelsessystemet Dokumenteret Drikkevands Sikkerhed (DDS).
Udbytte
Gennem både teoretisk undervisning og praktiske øvelser får kursisten opbygget en viden om at arbejde systematisk med hygiejne både på vandværker, ved boringer og i ledningsnettet. På den baggrund bliver kursisten i stand til at sikre, at produktion og levering af rent drikkevand til forbrugerne foregår på en måde, der lever op til kravene.
De fleste vandværker kræver, at deres håndværkere har gennemført et hygiejnekursus. Kurset kan bruges som salgsargument i forhold til arbejde på vandværker, ved boringer og på vandledninger. Deltagelse på kurset giver et certifikat, der kan fremvises som dokumentation for gennemført kursus.
Målgruppe
Kurset henvender sig til håndværkere som for eksempel VVS’ere og andre håndværkere, der har sin gang på vandværket og til entreprenører, der arbejder med vandledninger ude i jorden.
OBS! Kurset er ikke tilstrækkeligt til at leve op til lovkravet for driftsansvarlige på en vandforsyning. Driftsansvarlige skal gennemføre det lovpligtige drift- og hygiejnekursus.
Indhold
På kurset gennemgås:
- Forureningssituationer – hvordan forhindres og minimeres de?
- Sygdomsfremkaldende bakterier
- Hygiejneregler
- Hygiejnezoner
PRAKTISK INFORMATION
Når kurset er bestilt, sender vi dig et link til e-learningen. E-learningen kan gennemføres på pc, tablet eller mobiltelefon.
Når du har gennemført alt materiale får du udstedt et diplom, som sendes til dig på mail.
Er du ordblind, kan du med fordel hente oplæsningsprogrammet ‘Adgang for alle’, der kan læse teksten op på skærmen. Du kan downloade ‘Adgang for alle ‘ via dette link: Download adgang for alle oplæsnings programmet