Gå til indhold

Mød politikerne i valgkampen

Din chance for at gøre en forskel for drikkevandet!

I de kommende uger vil du møde politikere overalt – på gågader, ved stationer og til lokale arrangementer. Valgkampen er din enestående mulighed for at tale direkte med dem og sætte drikkevandsbeskyttelse på dagsordenen. Med en lille indsats kan du gøre et stort indtryk – og klæde politikerne på til deres vigtige opgave: at sikre rent drikkevand til alle.

Derfor er det vigtigt at være aktiv i valgkampen

I Danske Vandværker har vi særligt fokus på

Vi skal have et nationalt sprøjteforbud dér, hvor vores grundvand er sårbart og dannes. 

Vi skal en gang for alle beskytte vores drikkevand ved at indføre et nationalt sprøjteforbud i de områder, hvor vores grundvand er sårbart og dannes. Danmark er et af de få lande i verden, hvor vi får næsten alt vores drikkevand direkte fra grundvandet. Alligevel har vi gennem de seneste 27 år kun beskyttet 1,5 procent af de områder, hvor grundvandet er særligt sårbart. Det skal vi ændre på ved at indføre et nationalt sprøjteforbud de steder, hvor grundvandet er sårbart og dannes.

 

Allerede i det nuværende regeringsgrundlag blev det slået fast, at det er gået alt for langsomt med at beskytte de områder, hvor det grundvand, vi bruger til drikkevand, bliver dannet. Men de konkrete handlinger for drikkevandet har også i den seneste regeringsperiode været for få og for utilstrækkelige.

2026 har indtil videre tegnet mere lyst for drikkevandet end de seneste årtier tilsammen: Vi har nu endelig fået en solid rapport med ministeriets egen analyse af, hvad der er slået fejl på drikkevandsbeskyttelsen de seneste 27 år – og hvad der skal til, for at fremtidssikre vores dyrebare ressource. Og i valgkampens første uge kan der heller ikke herske nogen tvivl om, at drikkevand bliver taget seriøst af en bred skare af politiske partier, der har allerede meldt ud, at de støtter et sprøjteforbud i de sårbare, grundvandsdannende områder. Det kan og skal omsættes til en lov, der forbyder sprøjtemidler og gødning i sårbare grundvandsdannende områder, så snart der er fundet en ny regering.

Det drejer sig om under 4 procent af Danmarks areal, der skal sikres mod sprøjtemidler og gødning. Også økonomisk er det kun en fordel at forebygge: Hvis alt drikkevand skal renses, vil det koste et sted mellem 6 og 18 mia. kr. årligt. Til sammenligning er det langt billigere med et nationalt forbud mod at sprøjte og gøde i de sårbare grundvandsdannede områder: Her vurderer staten, at prisen er omkring 360 mio. kr. årligt.

Beskyt drikkevandet mod andre trusler: Nitrat, forurenet jord og PFAS

Vi skal også beskytte vores drikkevand mod andre forureninger end pesticider: Særligt nitrat og andre farlige stoffer, herunder de svært nedbrydelige PFAS-stoffer, og udlægning af forurenet jord eller anden forurenende industri, der truer vores rene drikkevand.

 

Nye tal fra Miljøministeriet viser, at der findes pesticidrester i over halvdelen af landets drikkevandsboringer, og at forureningen er stigende – især i de øverste jordlag, hvor over 80 procent af grundvandsboringerne indeholder sprøjtemidler.

 

Og udfordringerne med forurenet jord, der truer det rene grund- og drikkevand er – trods sidste års aftale om jord og fokus på at stoppe svindel – langt fra i mål i et drikkevandsperspektiv.

 

For regningen skal ikke ende hos vandværkerne og forbrugerne: Det er ikke rimeligt, at særligt mindre vandværker står alene tilbage med regningen, når de uforskyldt skal håndtere forurening i deres grundvand.

Danmark står stærkt med sin decentrale vandforsyning, som skal bevares

Når ejer og forbruger er den samme, skaber det værdi for forbrugeren. Forbrugerejede vandværker er effektive. De har færre brud, mindre vandtab og færre afbrydelsestimer – alt sammen til gavn for forbrugerne, når de modtager deres drikkevand direkte fra hanen.

 

Den decentrale struktur er også en styrke i en mere ustabil verden. Når vandværkerne er spredt over hele landet, er forsyningen af drikkevand mindre sårbar over for nedbrud, cyberangreb eller forurening ét sted. Størstedelen af vandværkerne kan fortsætte driften manuelt enten via samarbejder med nabovandværket eller gennem nødstrømsanlæg.

 

Med de tre indsatser vil den kommende regering sikre, at også vores børn og børnebørn kan drikke rent vand fra hanen. Det er nu, der skal handles, så vi fremtidssikrer vores livsvigtige ressource.

Sådan gør du:

Grib chancen for dialog

Stop op og tag en snak med kandidaterne – de er der for at lytte. Fortæl dem, hvorfor drikkevandsbeskyttelse er vigtig for dig og dit lokalsamfund.

Vær forberedt

Sæt dig ind i de lokale udfordringer omkring drikkevandet. Kend de konkrete problemer – fx pesticider eller nitratforurening – og hav forslag til mulige løsninger.

Spørg ind til konkrete handlinger

Stil spørgsmål, der går et spadestik dybere end de sædvanlige politiske fraser. For eksempel:

  • “Hvad vil du konkret gøre for at beskytte vores grundvand mod pesticider og nitrat?”
  • ”Hvordan vil du sikre, at hensynet til drikkevandsinteresser vægtes højt i den kommunale planlægning – og i arbejdet med den grønne trepart?”
  • ”Vil du arbejde for strammere regler for udledning af miljøskadelige stoffer tæt på vandværker?”

Del dine bekymringer og din viden

Fortæl, hvilke risici du ser, og hvilke konsekvenser forurening kan have for både sundhed og økonomi.

Fokuser på det lokale

Gør det tydeligt, hvordan drikkevandsbeskyttelse påvirker netop din kommune og de borgere, politikerne ønsker at repræsentere.

Vær positiv og konstruktiv

Fremhæv de gode effekter af effektiv drikkevandsbeskyttelse – fx bedre sundhed, grønnere profil og øget livskvalitet for borgerne.

Husk, at det personlige møde gør en forskel

Den direkte kontakt med vælgerne har stor betydning for politikernes prioriteringer.

Invitér på besøg på dit vandværk

Afslut samtalen med en invitation:
”Jeg ved, du har travlt de kommende uger, men efter valget vil jeg gerne invitere dig ud og se, hvordan vi leverer vand her i kommunen.”

Husk:

Selvom det kan være fristende at være kritisk, er målet at skabe en konstruktiv dialog. Det vigtigste er at få politikerne til at forstå, hvorfor drikkevandsbeskyttelse er afgørende – og få dem til at forpligte sig til at handle.

Ved at gribe chancen i valgkampen kan du være med til at sikre, at rent drikkevand fortsat bliver en politisk prioritet.

Mere inspiration: Giv drikkevandet din stemme

Kommende arrangementer

Udgivet 11. mar. 2026