Gå til indhold

Kommunalvalg 2025: Tal vandets sag i valgkampen

– og gør rent drikkevand til et vigtigt lokalpolitisk emne

Til oktober og november går hele landet ind i kommunalvalgkampen frem mod valgdagen den 18. november. Det er en oplagt mulighed for at få rent drikkevand højere op på den politiske dagsorden – både i kommunalbestyrelserne og i lokalsamfundet.

Derfor opfordrer Danske Vandværker alle vores medlemmer – gerne i samarbejde med de lokale vandråd – til at gøre sig synlige under valgkampen. Du behøver ikke være politisk ekspert. Det vigtigste er, at du kender vandværket, bor i området, brænder for sagen og har lyst til at bruge lidt tid på at fortælle både politikere og borgere, hvorfor en sikker vandforsyning er vigtig for os alle.

Hvorfor er det vigtigt at være aktiv i valgkampen?

Mange af de vigtigste beslutninger for vandværkerne bliver truffet i kommunerne:

 

  • – Hvilke områder skal beskyttes i de lokale Grønne Treparter?
  • – Hvordan samarbejder forvaltningen med de lokale vandværker?
  • – Hvem får tilladelse til at udlægge jord?
  • – Hvordan prioriteres grundvandsbeskyttelsen?
  • – Hvor ambitiøst går kommunen til værks i kampen mod PFAS, pesticider m.m.?

 

Derfor er det afgørende, at rent drikkevand bliver et tema i valgkampen – og at I ude på vandværkerne er med til at sætte det på dagsordenen.

 

Men der er også en anden vigtig grund: Valgkampen er det perfekte tidspunkt til at opbygge gode relationer til lokale politikere og kandidater.

 

Når I inviterer dem ud på vandværket, stiller spørgsmål til vælgermøder eller deler jeres budskaber på sociale medier, giver I dem både eksponering og en lokal sag at profilere sig på. Og det husker de.

 

Bliver de valgt, har I allerede skabt en kontakt og en relation, der kan være guld værd i den kommende valgperiode. Så er det meget lettere at tage kontakt igen, hvis der opstår udfordringer – eller hvis I har brug for opbakning til en sag.

 

I stedet for at starte forfra kan I bygge videre på en dialog, der begyndte i valgkampen. Det er sådan, vi får drikkevandets stemme med ind i det politiske maskinrum – ikke kun under valgkampen, men også når beslutningerne skal træffes bagefter.

Sådan tænker en kommunalpolitiker i valgkampen 

Kandidater til kommunalvalget har ét stort mål i efteråret: at blive set og hørt. De har brug for synlighed, opbakning – og ikke mindst gode, lokale sager, der kan engagere vælgerne og vise, at de tager borgernes hverdag alvorligt.

 

Derfor er kandidater altid på udkig efter emner, der:

 

  • – har lokal relevans
  • – påvirker borgernes hverdag
  • – er nemme at forklare

 

Drikkevand tjekker alle tre bokse. Alle har brug for det. Alle forventer, at det er rent. Og mange bliver overraskede over, hvor sårbart vores grundvand faktisk er.

 

Som vandværk kan I give kandidaterne noget at arbejde med.

 

Rækker I ud og viser, hvad I gør, hvilke udfordringer I står med – og hvordan politikken spiller ind – så giver I kandidaterne en konkret mulighed for at tage sagen op og gøre den til en del af deres kampagne.

 

Det kan eksempelvis være:

 

  • – En rundvisning på vandværket – med mulighed for billeder og lokal presse
  • – Et fælles opslag eller en kort video til sociale medier
  • – En samtale om jeres bekymringer ift. PFAS, jordflytning eller grundvandsbeskyttelse

 

Det er en win-win: I sætter fokus på drikkevandet – og kandidaten får en sag med substans og lokal betydning, som kan styrke deres valgkamp.

Engagementstrappe: Sådan kan I gøre en forskel i kommunalvalgkampen

Alle kan være med, også selvom man ikke har prøvet det før. Her er forslag til en række aktiviteter, du og dit vandværk kan kaste jer over i forbindelse med kommunalvalget.

Start i det små, eller hop længere op ad trappen, hvis I vil gøre en større indsats – alle skridt tæller, og jo flere I er, jo stærkere står vandets stemme.

Trin 1 – Det lette første skridt

Du kan gøre det alene – og det kræver kun få minutter eller en halv time

 

Del en grafik på Facebook
På denne side finder du grafikker og korte budskaber, du nemt kan dele på jeres vandværks eller din egen Facebook-side, eller din private side. Det kræver ingen særlig viden – du viser bare, at rent drikkevand er vigtigt, og at valgkampen er et godt tidspunkt at tale om det.

 

Skriv et læserbrev
Læserbreve er en effektiv måde at komme i medierne, og alle kandidater følger nøje med i hvilke emner der fylder her. Fordi det er en indikator over hvilke emner der optager lokalbefolkningen. Vi har udarbejdet forslag til tekster, du kan hente og redigere med din egen lokale vinkel. Du sender det til lokalavisen – og pludselig er vandværket med i valgkampen! Men husk at der i en valgkamp er mange der gerne vil til orde, så jo før du sender det afsted, jo større er chancen for at det også kommer i avisen.

 

Send en mail til en kandidat
Du kan finde kandidaternes kontaktoplysninger på partiernes hjemmesider. Skriv en kort og venlig mail, hvor du f.eks. skriver:

“Hej – jeg sidder i bestyrelsen for det lokale vandværk. Vi er bekymrede for udviklingen, og håber du som kandidat vil tage rent drikkevand med ind i valgkampen. Skulle du have lyst til at vise mere om hvordan vi sikre rent drikkevand i kommunen, og hvilke udfordringer vi har, vil jeg gerne tilbyde dig en rundvisning, når det passer dig.”

 

Det er en lille indsats – men det åbner døren til dialog.

Trin 2 – Skab lokal dialog

Det kræver lidt mere tid – men giver synlighed, kontakt og indflydelse 

 

  • Inviter en kandidat på besøg på vandværket
    En rundvisning er en god måde at give en lokal politiker indblik i hverdagen på et vandværk. Vis f.eks. jeres boringer, fortæl om udfordringer med BNBO eller jordflytning – og hvad kommunen kan gøre for at hjælpe. Det skaber forståelse og ofte varige relationer. 

 

  • Deltag i vælgermøder og stil spørgsmål
    Når der holdes borgermøder, er det en oplagt chance for at stille et spørgsmål fra salen. Det kan være: “Hvordan vil du sikre rent drikkevand i vores kommune?”
  • Du behøver ikke holde en lang tale – blot vise, at emnet har vælgernes interesse. 

 

  • Del hverdagsglimt fra vandværket på sociale medier
    Tag et billede fra filteranlægget, en boring eller et kontrolskema og skriv en kort tekst som: “Vi holder øje med vandet hver dag – gør politikerne det også?” Det er en enkel måde at vise borgerne (og kandidaterne), at drikkevandet kræver opmærksomhed. 
Trin 3 – Gå sammen med andre

Samarbejde med lokale foreninger og netværk giver større gennemslagskraft 

 

Samarbejd med f.eks. DN, Landbrugs organisationen eller andre lokale
I stedet for at stå alene, kan I invitere lokale afdelinger af Danmarks Naturfredningsforening, landboforeninger eller klimaorganisationer til fælles arrangementer. De har ofte erfaring med politisk kontakt og kan hjælpe med at række længere ud. Samtidig kan I sammen sikre et større arrangement med flere deltagere. Og flere deltagere vil betyde at flere politikere vil prioritere at deltage – for de bruger deres tid der hvor deres budskaber rammer flest vælgere.  

 

  • Få en journalist til at dække jeres sag
    Lokaljournalister leder ofte efter gode, konkrete historier. Hvis I har besøg af en kandidat, tager prøver i jorden eller har noget på hjerte, kan I invitere pressen med. En artikel i lokalavisen gør indtryk – både på borgere og byrådskandidater. 

 

  • Arranger en rundbordssamtale eller mindre debat
    Brug forsamlingshuset, sognegården eller vandværkets eget mødelokale til at samle politikere, andre organisationer og borgere til en snak om rent drikkevand. Det behøver ikke være stort – det vigtigste er at få skabt dialog. 
Trin 4 – Sæt vand på valgkampsdagsordenen

For de særligt engagerede – eller hvis I er flere vandværker eller foreninger sammen 

 

  • Arrangér et større vælgermøde om drikkevand
    Inviter én byrådskandidat fra hvert parti til et fælles vælgermøde med fokus på vandets fremtid. Udvælg dem der har størst chance for at blive valgt, eller dem der i forvejen sidder i miljøudvalget. Stil dem konkrete spørgsmål, og lad borgerne høre forskellen på deres svar. Det kan rykke noget i en lokal valgkamp. 

 

  • Lav en lokal “drikkevandsvalgtest”
    Stil alle kandidater 3-5 spørgsmål, f.eks.: “Vil du arbejde for øget beskyttelse af de områder hvor vi henter drikkevand?”, “Vil du sikre flere penge naturprojekter omkring drikkevandsboringer?”, “Vil du forbyde jorddeponering i indvindingsområder?” Offentliggør deres svar på Facebook eller jeres hjemmeside. 

Mere inspiration: Giv drikkevandet din stemme

Kommende arrangementer

Udgivet 04. aug. 2025