Gå til indhold

Søg indflydelse i de 23 lokale grønne treparter

Danmark står de kommende år overfor historisk store forandringer af vores landskab, når den grønne trepartsaftale skal føres ud i livet lokalt. Mindst 400.000 hektar landbrugsjord skal tages ud af drift til fordel for bl.a. skov og natur.

Mulighed for lokal indflydelse i de 23 lokale grønne treparter

Danske Vandværker opfordrer vores medlemmer til at indgå aktivt i dialogen om beskyttelse af grundvand, og hvordan omlægning af arealer og mere natur også kan give mere grundvandsbeskyttelse.

Indflydelse kan ske direkte, hvis man som vandværksperson også er medlem af Danmarks Naturfredning (DN) eller Landbrug & Fødevarer (L&F), da de sidder direkte med i de lokale grønne treparter. Se mere nedenfor.

Det er også muligt for personer tilknyttet et vandværk at indgå i dialog med de lokalt valgte til en lokal grøn trepart, for at give information og viden om at opnå flere gevinster ved også at beskytte grundvandet.

Rammeaftale for omlægningsplaner

Der er vedtaget en rammeaftale for de lokale grønne treparter, der i første omgang skal arbejde med omlægningsplaner. De lokale grønne treparter består af nøgleaktørerne fra aftalen. Deltagerkredsen i hver lokal trepart er:

  • 1-2 repræsentanter for hver kommune i oplandet
  • 1-2 repræsentanter for lokale landbrugsorganisationer
  • 1-2 repræsentanter for lokale naturorganisationer
  • 1 repræsentant fra Naturstyrelsen.

Alle deltagere i de lokale treparter er forpligtet til at arbejde for at finde løsninger og sikre god dialog i treparten og i lokalsamfundet. Repræsentanterne fra natur- og landbrugsorganisationerne udpeges centralt af Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforenings hovedorganisationer.

Repræsentanterne kan løbende samle input fra deres lokale netværk og andre interessenter, og de skal generelt sikre en bred forankring i deres bagland. De lokale treparter skal samarbejde tæt med de lokale udtagningskonsulenter.

Udgivet 19. dec. 2024