Videokameraer kan også hackes
– har du tjekket dine kameraer og tilhørende software?
Vejdirektoratet har meldt ud, at de begynder at udskifte vejsidekameraer af kinesisk oprindelse af sikkerhedshensyn.
Dermed følger Vejdirektoratet samme spor som Søværnet og Rigspolitiet, der allerede sidste sommer, udskiftede kinesiske overvågningskameraer.
Danske Vandværker opfordrer til, at bestyrelserne tjekker deres kameraer og tilhørende software.
Vandværker bør tjekke overvågningskameraer
Uanset hvilket oprindelsesland overvågningsudstyret har, er det vigtigt at sikre sig, at man har den rigtige sikkerhedsstruktur om videoservere og it-systemerne.
I det konkrete tilfælde med kinesisk udstyr, går sikkerhedstruslen på, at kinesiske myndigheder kan tvinge producenterne af overvågningsudstyret til at udlevere data ved hjælp af nogle skjulte ’bagdøre’ der er placeret i kameraernes software.
Hent gode råd i guiden: Cybersikkerhed i overvågningsudstyr
Center for Cybersikkerhed har udarbejdet en guide med anbefalinger til indkøb, opsætning, drift og bortskaffelse af overvågningsudstyr. Anbefalingerne forholder sig også til den netværksinfrastruktur overvågningsudstyret er forbundet til, og i den sammenhæng kan der være en del sårbarheder, der kan udnyttes af hackere.
Vandværk afværgede hackerangreb i kameraovervågning
Udsholt Vandværk mærkede for et par år siden cybertruslen på egen krop. Det var en sårbarhed i videoserveren for vandværkets kameraovervågning, der var koblet til vandværkets netværk og derved havde adgang til internettet. Heldigvis blev sårbarheden opdaget i tide.