Gå til indhold

Individuel afregning

Mange udlejer deres ejendomme og lejligheder. Men hvem skal vandregningen sendes til? Og hvordan er det med andelsboligforeninger?

Hovedreglen er, at det er udlejer, der hæfter for lejerens gæld, hvis lejeren ikke har betalt.

Det fremgår af regulativet i punkt 1, at ejeren i alle forhold er ansvarlig over for vandforsyningen.

Til dette knytter der sig et par undtagelser.

Udlejede parcelhuse, landbrugsbygninger m.m.

Lav aftale om direkte afregning

I kan aftale med ejeren af et parcelhus, der lejer huset, at vandregningen sendes direkte til lejeren, hvis denne er indforstået.

Vi anbefaler, at I opkræver forudbetaling som a conto for vandforbruger, for at undgå eventuelle tab.

Hent skabelon til aftale med lejere af parcelhuse

Udlejningsejendom med to eller flere lejemål

Alle ejendomme med to eller flere lejemål for eksempel andelsboligforeninger eller boligforeninger, der udlejer række- og kædehuse kan indgå en aftale om direkte afregning mellem lejer og vandværket. Det fastslår en bekendtgørelse herom. Men den stiller strenge krav til, hvornår det kan lade sig gøre.

For det første skal boligenhederne have egne stophaner, målere og vandledninger, så I kan lukke for vandet, hvis vandregningen ikke bliver betalt.

For det andet skal der være indgået en gyldig aftale i beboerforeningen, som skal være meddelt både vandværket og kommunen. Når I har noteret jer aftalen, er I forpligtet til at sende vandregningen opgjort efter individuelt vandforbrug til den enkelte lejer.

Lejeren hæfter herefter for vandregningen.

Hvis lejeren flytter uden at betale sin vandregning, har den nye lejer krav på vand. Hvis I har lukket for vandet på grund af manglende betaling, skal der straks åbnes for vandet.

Andelsboligforeninger

Beboerne af andelsboliger er i tvivl om, hvordan de er stillet i forhold til medlemskab af vandværket, og dermed hvordan, de er stillet i forhold til at stemme på vandværkets generalforsamling.

Det er andelsboligforeningen, der er medlem af vandværket, har både rettighederne (stemmeret og valgbarhed på generalforsamlingen) og pligterne (de hæfter og er ansvarlige for vedligeholdelse). Bestyrelsen i andelsboligforeningen kan beslutte, hvem der repræsenterer andelsboligforeningen i vandværket.

Andelsboligforeninger og ejerlejligheder kan ikke sidestilles. Beboere i andelsboligforeninger har ikke den tinglyste ret til deres boliger, men det har ejere af ejerlejligheder.

Beboere i andelsboliger har udelukkende brugsretten til lejligheden, men de har medejerskab af andelsboligforeningen. Det betyder, at beboere i andelslejligheder skal sidestilles med beboere i lejelejligheder.

Formelt er en andelsforening den ”juridisk person”, og hæfter dermed som udgangspunkt for eventuelt manglende betaling af vand. De ønsker ofte, at I afregner individuelt med beboerne, men I er ikke ifølge loven forpligtet til dette. Medmindre, at betingelserne i bekendtgørelsen om individuel afregning (link til artikel) er opfyldt.

Vi anbefaler, at I har en god dialog om individuel afregning med boligselskaber og andelsboligforeninger – det ønsker de ofte.

I nogle tilfælde kan det give mening at imødekomme ønsket om individuel afregning. Men I skal på forhånd have aftalt, hvem I sender rykkermails til, hvordan I får en flyttemeddelelse og andre oplysninger. I bund og grund handler det om at I får hverdagen til at fungere bedst muligt for alle parter.

Yderligere information

Udlejningsejendomme med to eller flere lejemål
Se mere i bekendtgørelse om individuel afregning efter målt vandforbrug

Udgivet 22. maj. 2024