Gå til indhold

PFAS: Sådan undgår du fluorstofferne

PFAS-stofferne er desværre på alles læber for tiden. De hårdføre fluorstoffer er udbredte i dagligdagsting og er i mange år blevet brugt til blandt andet at gøre mademballage og udendørstøj vand- og fedtafvisende.

Fluorstoffernes modstandsdygtighed betyder også, at de nedbrydes meget langsomt, hvilket volder store problemer for vores miljø og sundhed.

Det vi gør nu – eller mangler at gøre – vil påvirke sundhed og miljø mange år frem og også have store konsekvenser for vores drikkevand. Derfor mener vi, at det haster med et forbud og en handlingsplan for håndtering af forureningerne.

Men husk også, at du trygt kan tappe vand fra hanen. Alt postevand i Danmark lever op til myndighedernes fastsatte sundhedsanbefalinger, og du vil altid få besked fra dit vandværk, hvis der i en periode er noget, du skal være særligt opmærksom på.

Forbrugerrådet Tænk har samlet 10 råd, så du kan undgå fluorstoffer i din hverdag

1. Vælg udendørstøj og sko uden PFAS

Udendørstøj og sko kan være imprægneret med PFAS. Gå efter tøj og sko, som er mærket ”fri for fluorstoffer”, PFC-fri eller lignende.

 

Læs mere her.

2. Gør rent

Møbler, tøj og sko kan over tid afgive fluorstoffer, som sætter sig i indeklimaet og blander sig med støv og nullermænd.

 

Forbrugerrådet Tænk anbefaler, at man støvsuger ugentligt, tørre støv af og lufter ud to gange dagligt. På den måde kan du fjerne uønsket kemi fra dit indeklima.

 

Læs mere her.

3. Tjek din kosmetik

I visse tilfælde er der fundet fluorstoffer i personlige plejeprodukter som barberskum, cremer og mascara.

 

Kig efter Svanemærket produkter eller brug Kemiluppen til at tjekke dine kosmetik- og plejeprodukter.

 

Læs mere her.

4. Udskift din non-stick stegepande

Stegepander, der er non-stick behandlet, kan indeholde fluorstoffer. Fluorstofferne frigives ikke ved almindelig brug. Men de kan frigives, hvis panden bliver overophedet.

 

Som forbruger kan du kigge efter ”PFC-fri”, ”uden fluorstoffer” eller ”PFAS-fri”, hvis du vil undgå fluorstoffer.

 

Læs mere her.

5. Tandtråd med det forkerte fluor

Hold øje med om din tandtråd indeholder fluorstoffer PTFE, bedre kendt som teflon. Stoffer gør det for eksempel lettere for tandtråden at glide mellem tænderne.

 

Læs mere her.

6. Undgå PFAS i imprægneringsspray

Imprægnering kan indeholde PFAS-stoffer, og du bør derfor gå efter midler, der er baseret på en blanding af voks og paraffin, når skoene trænger til en omgang.

 

Læs mere her.

7. Vælg den rette maling og træbeskyttelse

Også når du renoverer skal du passe på fluorstofferne. Eksempelvis indeholder facademaling fluorstoffer, der er med til at gøre overfladen vandafvisende.

 

Kig efter maling, der er mærket med miljømærkerne Svanen eller Blomsten.

 

Læs mere her.

8. Brug voks uden fluorstoffer

Det er virkelig over alt. Også når du skal på skiferie, skal du være på valgt. Skismøring kan indeholde fluorstoffer, der kan spredes på pisterne og ophobe sig i naturen.

 

Også bilvoks og cykelolie er potentielle kilder.

 

Læs mere her.

9. Se efter Svanemærket

Når du shopper møbler og tøj, kan du med fordel se efter Svanemærket, så undgår du PFAS.

 

Læs mere her.

10. Tjek kemien med Kemiluppen

Brug appen Kemiluppen som Forbrugerrådet Tænk Kemi har udviklet. Den hjælper dig med at undgå problematiske stoffer i kosmetik og pleje samt vask og rengøring.

 

Læs mere her.

Hvad med drikkevandet?

Vi støtter forbud mod PFAS

Regeringen vil arbejde for at begrænse brugen af PFAS i industrien.

 

Hos Danske Vandværker støtter vi miljøministerens ønske om et nationalt forbud mod PFAS, mens vi venter på et EU-forbud.

Skal jeg være bekymret for at drikke postevand?

Nej.

 

Medmindre man specifikt får information fra enten vandforsyning eller kommunen om ikke at drikke det lokale vand, kan man fortsat roligt drikke vand fra hanen i Danmark.

 

Du kan også tjekke vandværkets hjemmeside for de seneste analyserapporter.

Hvem holder øje med drikkevandets kvalitet?

Alle vandværker i Danmark skal tage prøver for PFAS både i deres vandboringer og i det vand, som sendes ud til borgernes vandhaner – og det har de skulle siden 2015. Den 1. januar 2022 blev grænseværdien fore fire PFAS-stoffer ændret til to nanogram per liter.

 

Kommunen udarbejder specifikke prøvetagningsprogrammer for hvert vandværk, som beskriver, hvilke stoffer der skal tages prøver af – og hvor ofte. Det sker i henhold til Drikkevandsbekendtgørelsen. Det er et analysefirma, som tager vandprøverne, og resultaterne indrapporteres efterfølgende til Jupiter-databasen efter at kommunen har valideret resultaterne.

Hvordan håndteres PFAS-forureningerne?

PFAS-stoffer i grundvandet kan fjernes, og der findes forskellige metoder, der har vist gode resultater. Der forskes også i nye metoder.

 

Læs mere her: https://danskevv.dk/nyheder/pfas-forurening-kan-renses-vaek/

Hvad gør vandværket ved fund af PFAS?

Vandværket bør straks bestille en omprøve hos laboratoriet, hvis der findes PFAS-stoffer i vandet. Kravværdierne for fire PFAS-stoffer – PFOA, PFOS, PFNA og PFHxS – er som bekendt på 2 nanogram pr. liter.

Det er en meget lav grænseværdi, og der kan være stor usikkerhed om resultatet af analyserne. Derfor er det særligt vigtigt at følge op med en omprøve.

Hvis det er muligt, kan vandværket lukke de værst ramte boringer. På den måde kan vandkvaliteten ved afgang vandværk komme ned under kravværdien på 2 nanogram pr. liter.

Vandværket kan også vælge at ændre boringens tilstand til en monitoreringsboring. Hvis det ikke er muligt for vandværket at blande sig ud af problemet, skal vandværket tale med kommunen om, hvad der skal gøres for at løse problemet.

Udgivet 26. jan. 2023