Gå til indhold

Vandværk ramt af hackerangreb

Oxby & Ho Vandværk mærkede for alvor den stigende cybertrussel, da de blev ramt af et hackerangreb. Oplevelsen har sat sine spor hos vandværkets driftsleder, der nu har oprustet vandværkets it-sikkerhed og anbefaler andre at gøre det samme.

En helt almindelig september morgen i 2017 blev Oxby & Ho Vandværk ramt af et hackerangreb, der sendte alle it-systemer til tælling. Vandværkets computere var nemlig blevet inficeret med en virus. 

“Vi opdagede det en morgen, hvor jeg bed mærke i, at min computer var frosset fast på en af de sider, som jeg havde besøgt dagen før. Det så lidt mistænkeligt ud, så jeg kontaktede nogle it-eksperter, der gik alle vores systemer igennem. De bekræftede desværre, at vi var blevet ramt at et hackerangreb”, fortæller Ole Opstrup, der er driftsleder på vandværket.  

På det tidspunkt var hackerne allerede i fuld gang med at undersøge, om de kunne finde noget af værdi på computeren eller i vandværkets it-systemer. 

Det lykkedes dem heldigvis ikke. Takket være driftslederens hurtige ageren, nåede hackerne nemlig hverken at få fingrene i penge, data eller kontrol over vandforsyningen. Derfor kunne driften køre videre som normalt, imens vandværket pludselig var tvunget til at gentænke deres it-sikkerhed.  

Det er stadig uopklaret, hvem de it-kriminelle var, men hackerangrebet kunne spores til Holland.

Frygtede for forsyningssikkerheden 

Oplevelsen har sat sine spor hos driftslederen, der kalder hackerangrebet for et wakeupcall. 

“Som driftsleder bliver man helt sikkert bekymret for forsyningssikkerheden, når man står midt i sådan et hackerangreb. Derfor var vi også hurtige til at søge professionel hjælp, så vi kunne få bugt med cybertruslen”, lyder det fra Ole Opstrup.  

Nu opfordrer han resten af vandbranchen til at tage it-sikkerheden alvorligt. 

“Det nytter ikke noget at tænke, at det kun sker for naboen. I dag er det simpelthen et bestyrelsesansvar at have en plan for it-sikkerheden. Særligt når det er noget så vigtigt som vandforsyningen, der er under angreb. Det har vi lært på den hårde måde på Oxby & Ho Vandværk”, siger Ole Opstrup.  

Det handler om at tænke langsigtet  

Hackerangrebet fik derfor også bestyrelsen hos Oxby & Ho Vandværk til at opprioritere it-sikkerheden, så de nu er bedre sikret mod fremtidige angreb fra it-kriminelle.  

De har blandt andet fået tilknyttet en fast it-ekspert, der har ansvaret for at tingene spiller. Omkostningerne ved hackerangrebet og den efterfølgende genopbygning har heller ikke været helt billig for det vestjyske vandværk.   

“Vi har i hvert fald brugt over 100.000 kroner på at eliminere truslen, købe nyt udstyr og genopbygge vores it, så det er helt klart billigere at gøre noget, inden man bliver angrebet”, fortæller Ole Opstrup. 

Det har været dyre lærepenge, men Ole Opstrup slår fast, at pengene, som de har brugt på at skærpe it-sikkerheden, er godt givet ud.  

“Det kræver specialistviden at modstå hackerangreb. Selvfølgelig er det en investering at få hjælp af it-eksperter, men det handler om at tænke langsigtet. For os har det givet en ro og tryghed, at vi nu har tilknyttet en it-ekspert, der har styr på situationen. For hvad skal man selv gøre?”, spørger driftslederen.  

Itsikkerhed
Ligesom porten låses hver dag, så har Oxby & Ho Vandværk nu også fået gode rutiner, der skærper deres it-sikkerhed.

Arbejder nu med god it-adfærd på vandværket 

En vigtig lektie har været, at it-kriminelle ofte udnytter svagheder i systemer eller i brugernes it-adfærd. Derfor arbejder vandværket nu med tiltag, der skal sikre god it-adfærd. Det skal være med til at skærpe it-sikkerheden og dermed forebygge fremtidige hackerangreb.   

“Vi har blandt andet fået adskilt vores private og professionelle brug af computeren. Før loggede jeg ind ude på vandværket med den samme computer, som jeg brugte privat, men det har tilsyneladende været en vej ind for hackerne. Derudover har vi nu skærpede krav til adgangskoder. Vi bruger noget, der hedder One Password, så vi får en unik adgangskode til alt”, fortæller Ole Opstrup.  

Vandværkets driftsleder håber nu, at andre vandværker kan tage ved lære af situationen.  

Udgivet 12. okt. 2021