Gå til indhold

Stop PFAS-pesticider nu – vi gambler med fremtidens drikkevand

Debatindlæg af Carl-Emil Larsen, adm. direktør, DANVA, og Lise Lotte Toft, direktør, Danske Vandværker – er bragt i WaterTech 14.05.2025

Salget af pesticider, der indeholder PFAS-stoffer, er på få år mere end fordoblet. Det er dybt bekymrende, fordi mange af disse pesticider nedbrydes til en PFAS-variant, der i stigende grad findes i det grundvand, vi indvinder til at drikke.

Vi skal sætte ind over for PFAS-stoffet, TFA, der er ekstremt svært nedbrydeligt, meget mobilt i miljøet og under mistanke for at være hormonforstyrrende. TFA er et stof, vi ser i drikkevandsboringer i Danmark.

Lige nu er Miljøstyrelsen i gang med at vurdere, om der er dokumentation for at forbyde aktivstoffer, der kan nedbrydes til TFA. Det arbejde blev sat i gang, da en rapport fra GEUS i december 2024 viste, at langt flere pesticider end hidtil antaget omdannes til TFA.

TFA er en ultra-kort-kædet PFAS-variant, der på nuværende tidspunkt ikke vurderes til at være lige så giftigt som de PFAS-stoffer, der allerede har fået sænket grænseværdierne. Udfordringen med TFA er dog, at stoffet ophobes i omgivelserne, og koncentrationen er allerede nu langt højere end de øvrige PFAS-stoffer. Desuden er TFA under mistanke for blandt andet at skade evnen til at få børn.

Der bør dog ikke være tvivl om, at politikerne skal handle nu og lovgive om et øjeblikkeligt stop for alle PFAS-holdige pesticider og biocider. Det gælder både anvendelser, der er omfattet af EU’s foreslåede PFAS-forbud, og dem, der i dag står uden for, hvilket i særlig grad gælder pesticider.

Det er helt uacceptabelt, at PFAS-pesticider fortsat anvendes der, hvor vores drikkevand dannes. Når først forureningen er sket, er den vanskelig at håndtere. Naturligvis skal man ikke bruge pesticider der, hvor vi indvinder vores drikkevand. Og slet ikke pesticider, der indeholder PFAS.

Samtidig opfordrer vi til, at EU etablerer en sundhedsmæssigt baseret grænseværdi for TFA i drikkevand – adskilt fra sumværdien af PFAS. Det vil give både myndigheder og vandværker den nødvendige klarhed over risiko og handlemuligheder. Vi har samtidig brug for flere og bedre målinger af TFA i grundvand, så vi kan følge udviklingen og målrette indsatsen.

Selvom udfordringen med PFAS er relativ ny, så ved vi nok til at handle. Og det er ikke rimeligt, at vandsektoren – og dermed forbrugerne – i sidste ende står med regningen for forurening, som kunne være undgået, det gælder for eksempel rensning af drikkevandet eller nedlæggelse af kildepladser.

Hvis vi ender med, at forureninger ødelægger indvinding af drikkevand, bør der indføres et udvidet producentansvar, som vi kender det fra EU’s-plastdirektiv og byspildevandsdirektivet. På den måde vil det være pesticidproducenterne og ikke vandkunderne, der står for at skulle betale for den forurening, som industrien tjener penge på.

Vi står i en position, hvor vi har en klar mulighed for at beskytte fremtidens drikkevand mod PFAS-stoffer fra pesticider. Men det kræver, at lovgiverne handler med rettidig omhu og ikke først reagerer, når skaden er sket. Forbyd PFAS-pesticider nu – beskyt vores drikkevand.

Udgivet 14. maj. 2025