Torsdag eftermiddag tog Danske Vandværker sammen med en række samarbejdspartnere et fælles skridt for at finde ud af, hvad der er op og ned i debatten om skadelig kemi i fødevare, natur og drikkevand. For hvad er det vigtigt at handle på, og hvor bekymret skal man som enkelt borger være?

Der er stor forskel på, om vi taler om, at der er en risiko ved PFAS-stoffer på populationsniveau eller på individniveau. Altså om vi som enkeltpersoner skal være bange, eller om der skal handles på samfundsniveau. Og så kan mediernes fokus på blandt andet PFAS-stoffer og skadelig kemi på den ene side bidrage positivt i forhold til at løfte dagsordener fra befolkningen op på politisk niveau. Men samtidig skal mediernes dækning ikke puste til unødig frygt hos den enkelte.

Det var et par af de helt centrale pointer, som blev understreget, da Danske Vandværker i samarbejde med Tænketanken Frej, DM BIO, Landbrug & Fødevarer og Dansk Planteværn torsdag eftermiddag afholdt en konference om, hvad der er op og ned, når vi taler om PFAS og andre skadelige stoffer i fællessalen på Christiansborg.

Formålet med konferencen var at blive klogere på, hvad der er op og ned i debatten: Er vi omgivet af farlig kemi? Hvor skadeligt er det reelt? Hvordan ser medierne deres ansvar for at formidle nyheder om emnet på en konstruktiv måde? Og hvem lytter politikerne egentlig til, når de skal træffe beslutninger på området?

Husk den skeptiske kontrol

Direktør i Tænketanken Frej Marie-Louise Boisen Lendal var dagens moderator. Hun bød velkommen og gav først ordet til tidligere journalist og spindoktor Hans Jørgen Nielsen. Han udkom i 2018 med bogen “Farligt – hvordan de fodrer din frygt, og hvorfor du æder den”. Og den nævner sjovt nok ikke PFAS med et ord, fordi den altså udkom før Korsørsagen, der for alvor satte PFAS på dagsordenen i Danmark. Hans Jørgen Nielsen tog i sit oplæg afsæt i nogle af de mekanismer, der kan være i spil, når man taler om, hvorvidt noget er farligt eller ej.

”Den samlede mængde farligt, som vi mennesker udsættes for, er meget, meget stor”, slog han indledningsvist fast. Men vi kan have svært ved at skelne mellem, hvad der egentlig er farligt og hvornår. Vi mangler et hverdagssprog for de ting, som er meget, meget små. Vi kan tro, at der er meget stor forskel på 0,00-meget-lidt og 0,00-ingenting. Men det er langt fra altid tilfældet. Tommelfingerregler er som regel en god ting, men sagligheden kan også forsvinde med enkelthed: For eksempel er det langt fra altid rigtigt, at naturligt er lig med godt, mens menneskeskabt automatisk er lig med dårligt,” sagde Hans Jørgen Nielsen.

Han rundede sin præsentation af med tre centrale pointer, der kan give os hver især den nødvendige skeptiske kontrol, når vi bliver bombarderet med budskaber om, hvad der er farligt.

”Man skal huske nævneren: Et givent antal er altid et antal ud af et givet antal. Vi skal altid huske at spørge: Ud af hvor mange?”, sagde Hans Jørgen Nielsen og fortsatte:

”Man skal også huske målingen: Den skeptiske kontrol er her, at man altid husker på, at der kan være i hvert fald tre årsager til, at vi i stigende grad måler noget, der er farligt. Forklaringen kan selvfølgelig være, at der er kommet mere, der er farligt. Men forklaringen kan også være, at vi i dag leder efter og måler noget, som ingen vidste noget om for år tilbage. Vi måler mere, vi måler for ting, vi ikke tidligere gjorde, og samtidig bliver udstyret bedre.”

”Og til sidst skal man huske levetiden: For vi lever simpelthen længere i dag end tidligere. Så en sikker måde at undgå kræft, diabetes og hjertekarsygdomme på som ældre, det er at dø af noget andet i en ung alder. At nutidens 80-årige fejler noget mere og andet end datidens 40-årige er stort set lige så chokerende som en konstatering af, at gymnasieelever i højere grad end børn i indskolingen lider af kærestesorg”, afsluttede Hans Jørgen Nielsen.

Vi skal ikke tage borgerne som gidsler

De næste oplæg blev holdt af tre forskere. Paula Hammer er klinisk toksikolog og læge på Bispebjerg Hospital med speciale i arbejds- og miljømedicin og har forsket i PFAS. Hun lagde vægt på pointen om, at PFAS er en miljømæssig katastrofe, men at man som enkelt borger ikke skal bekymre sig ud fra et sundhedsfarligt perspektiv.

”Medierne er nogle gange med til at tegne et skræmmebillede af de giftige stoffer. Det er så vigtigt at huske, at der er stor forskel på en populationsrisiko og på individrisiko”, slog Paula Hammer fast. Hun mener, at man altid skal overveje,hvornår og hvordan man laver risikokommunikation.

”Det er vigtigt, at vi ikke tager borgerne som gidsler og skræmmer unødigt. WHO har fastslået, at det kan påvirke folks sundhedstilstand på samme måde, når man risikokommunikerer, som når man tager en pille”, fortalte Paula Hammer, som også rådgiver borgere og politikere om PFAS og andre giftige stoffer.

Professor på Roskilde Universitets Institut for Naturvidenskab og Miljø David M. Kristensen forsker blandt andet i medicinrester i vores drikkevand og det vand, som bliver brugt til at vande afgrøder og rense fødevarer med. Han slog fast, at medierne kan bruges til at få hurtig politisk handling, når det er nødvendigt.

”Når vi ved nok, skal vi også kommunikere det. Man kan bruge medierne til at tænde op under en nødvendig debat”, fortalte han og henviste til den nødvendige opmærksomhed der blev skabt i forhold til gravides indtag af paracetamol, hvor et for højt forbrug muligvis kan skade det ufødte barn.

Anders R. Johnsen var den tredje forsker på scenen. Han er seniorforsker ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og hovedforfatter på kapitlet om pesticidkapacitet i den årlige grundvandsovervågningsrapport. Han fortalte blandt andet om forskellen på, om grænseværdierne bliver sat ud fra sundhedshensyn eller ej.

De tre forskere debatterede afslutningsvist, hvordan vi kan skabe et trygt rum, så forskere og eksperter kan stille deres viden til rådighed for samfundet uden at frygte for shitstorme og fordrejninger af sandheden.

Nuancer eller ej

Eftermiddagens anden debat handlede om, hvorvidt mediedækningen skaber oplysning og handling eller puster til unødvendig frygt. For mens mediernes dækning af PFAS-stoffer og pesticider i drikkevand og fødevarer på den ene side kan skubbe på udviklingen mod mindre skadelig kemi i vores omgivelser, kan den på den anden side puste til unødvendig frygt hos mange forbrugere

Her var journalist Kurt Strand, journalist og tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen, formand for Forbrugerrådet Tænk Anja Philip, miljødirektør for Landbrug & Fødevarer Anders Panum og direktør i Danske Vandværker Susan Münster på scenen.

Poul Madsen lagde ud med at slå fast, hvad han ser som mediernes vigtigste rolle.

”Vores vigtigste rolle er at være den kritiske vagthund, der giver folk et reelt billede af, om der er et problem eller ikke er et problem. Hvis man skal ændre noget fremadrettet, så er det vigtigt, at vi gør opmærksom på det. Vi kan ikke lade nyhederne drukne i nuancer. Det vigtigste må være, at folk læser og forstå det vigtige, altså det korte, koncise budskab”.

Kurt Strand replicerede, at forskellen på journalister og nyhedsmedier er stor, og at man langt fra kan skære alle over en kam. Og fremhævede, hvordan vandmiljøhandleplanerne blev implementeret efter mediernes fokus med billeder af døde hummere i 1984. Medierne er med til at sætte vigtige ting på dagsordenen og puste til politisk handling. Samtidig er unøjagtige, klik-venlige overskrifter og alt for få nuancer måske også med til at gøre befolkningen unødvendigt bange.

Brug for politisk perspektiv til prioritering

”Medierne er nogle gange den løftestang, vi har brug for. Kernen i problemet er, at det er et område, hvor der er usikkerhed. Og derfor har vi brug for det politiske perspektiv til at prioritere”, var en af pointerne fra Zenia Stampe.

Der var omkring 130 konferencedeltagere, som igennem hele dagen havde rig mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer til de forskellige eksperter, fagpersoner og politikere.

Som moderator Marie-Louise Boisen Lendal rundede af, så var formålet med dagens program at give deltagerne en mere kvalificeret viden, som gerne skulle bidrage til en konstruktiv forvirring på et højere plan.