Gå til indhold

Region Sjælland står klar til PFAS-indsats i Tune – venter stadig på staten

Pressemeddelelsen fra Region Sjælland, der blev udgivet den 3. juni 2025, kan findes her.

Trods vedtagelsen af en national PFAS-handlingsplan for ét år siden er det stadig ikke muligt at søge om midler til oprensning. Derfor står Region Sjælland nu klar til selv at handle for fortsat at sikre rent drikkevand til borgerne i Tune, hvor et af landets hårdest ramte vandværker ligger

Ét år efter vedtagelsen af en national handlingsplan for PFAS er det stadig ikke muligt at ansøge om midlerne i den pulje på 100 mio. kr., som staten har øremærket konkrete tiltag til oprensning hos regionerne. Det skaber frustration hos politikerne i Region Sjællands Udvalg for Grøn omstilling, bæredygtighed og miljø, som i går besluttede selv at finansiere indsatsen.

“Vi blev glade, da Folketinget sidste år vedtog PFAS-handlingsplanen og øremærkede 100 mio. kr. til regionerne i kampen mod forurening. Derfor er det dybt frustrerende, at der stadig – et helt år senere – ikke er åbnet for ansøgninger til puljen. Vi aner ikke, hvornår vi får mulighed for at søge, og borgerne i Tune har brug for handling nu,” siger Bruno Jerup, som er formand for Region Sjællands Udvalg for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø.

Forurening i Tune stiger

Tune Vandværk er blandt de hårdest PFAS-ramte vandværker i Danmark. Derfor har Region Sjælland i tæt samarbejde med vandværket siden 2024 arbejdet målrettet for at håndtere forureningen, så der er sikret rent drikkevand til borgerne i området.

Nye målinger viser, at forureningen af grundvandet i Tune er stigende. Det gør det nødvendigt at øge den eksisterende rensning af drikkevandet betydeligt, hvis borgerne i området fortsat skal kunne stole på kvaliteten af deres vand.

Til denne akutte indsats har Region Sjælland derfor planlagt at søge 2 mio. kr. fra den nationale PFAS-handlingsplan, der blev vedtaget den i maj 2024 af samtlige partier i Folketinget. Planen indeholder i alt 404 mio. kr. over perioden 2024-2027, herunder en pulje på 100 mio. kr., som regionerne kan søge til konkrete oprensningstiltag.

Region Sjælland klar til at tage ansvar

Men puljen er ikke åben endnu, og den manglende adgang til statslige midler har sat Region Sjælland i et dilemma: Skal man vente på staten og risikere, at indsatsen kommer for sent – eller selv finansiere den nødvendige indsats, indtil puljen åbner?

For politikerne i Region Sjælland er svaret klart:

“Borgerne i Tune har krav på rent drikkevand uden PFAS, og vi kan ikke vente længere. Hvis staten ikke handler, må vi selv tage ansvar – også selvom det betyder, at vi er nødt til at omprioritere op imod 2 mio. kr. internt og udskyde andre projekter,” siger Jette Leth Buhl, næstformand i Udvalget for Grøn omstilling, bæredygtighed og miljø.

Kommende arrangementer

Udgivet 03. jun. 2025