Debatindlæg af Lise Lotte Toft, direktør Danske Vandværker. Indlægget er bragt i Altinget, 12.05.2025

Når kriser rammer, har vi som samfund ét overordnet mål: At genoprette stabilitet, tryghed og forsyningssikkerhed så hurtigt og effektivt som muligt. Dansk Industris forslag om standby-kontrakter med private virksomheder til at levere kritiske ydelser i tilfælde af kriser, herunder vandforsyning, rejser derfor nogle principielle spørgsmål, som vi bliver nødt til at drøfte åbent og ærligt.

DI’s tanke er umiddelbart tiltalende: At sikre hurtig mobilisering af private ressourcer i tilfælde af samfundskriser. Men når det gælder noget så fundamentalt som drikkevand, må vi ikke lade os forføre af idéen om, at det kan outsources til aktører, der hverken har adgang til boringer, den nødvendige infrastruktur eller den specialiserede viden, der skal til for at opretholde og genskabe forsyningen.

Det er kommunale og lokale vandværker – ofte forbrugerejede og dybt forankrede i nærområderne – der hver dag sikrer rent drikkevand til danskerne. De kender ledningsnettet, boringerne, kapaciteterne og ikke mindst forbrugernes behov. Når der opstår en krise, er det ikke tiden til at udstede kontrakter til nye aktører – det er tiden til at reagere hurtigt med det, der allerede virker.

Derfor er det bekymrende, at DI ser en forretningsmulighed, hvor andre ser en fælles samfundsopgave. I en tid hvor truslerne mod vores infrastruktur vokser har vi netop brug for samarbejde, tillid og fælles ansvarsfølelse. Ikke markedsmekanismer og kontraktretlige forpligtelser.

Vi skal invitere erhvervslivet inden for i beredskabsarbejdet – ja. Men vi skal gøre det med blik for, hvor de reelt kan bidrage. Hvis DI’s medlemmer vil gøre en forskel i en krisesituation, så lad os sammen finde ud af, hvordan deres logistiksystemer, it-kompetencer eller nødstrømsgeneratorer kan spille en rolle – ikke hvordan de skal fakturere samfundet for at levere vand, de ikke selv har adgang til.

Ingen aktører i Danmark er bedre rustet til at sikre hurtig genetablering af vandforsyningen end de vandværker, der allerede i dag står for driften. Derfor bør kriseberedskabet bygge videre på deres viden og kapacitet – ikke undergrave den med ineffektive udbudsmodeller og økonomiske incitamenter, der risikerer at skabe usikkerhed, hvor vi har brug for stabilitet.

Lad os tage fat på den ægte samtale: Hvordan styrker vi det fælles beredskab – sammen?