Når vi beskytter drikkevandet, skal vi samtidig sikre, at markboringer ikke går under radaren og ender som en overset kilde til forurening af grundvandet.

Lige nu arbejder vandværker landet over målrettet med at indgå aftaler for at sikre de boringsnære beskyttelsesområder. Derfor er det også helt afgørende, at vi sætter lys på markboringerne, der – uden den rette kontrol og beskyttelse – kan fungere som åbne sår, der leder forureninger direkte ned i grundvandet.

Som miljøministeren selv understregede i en pressemeddelelse i forbindelse med genåbningen af drikkevandsfonden, så bør vi ikke have flere huller direkte ned til grundvandet end højest nødvendigt – og dem vi har, skal kontrolleres og beskyttes, så vi ikke risikerer, at de forurener grundvandet:

”Vi skal ikke have brønde og boringer, der ikke bliver benyttet, til at stå åbne med risiko for forurening af vores drikkevand. Jo færre huller, vi har direkte ned til grundvandet, desto bedre for fremtidens drikkevand. Derfor skubber vi med denne pulje på en vigtig udvikling”, udtalte ministeren.

Blind vinkel i grundvandsbeskyttelsen

Drikkevandsfonden giver kommuner, vandselskaber, private brøndejere med flere mulighed for at søge om penge til at beskytte drikkevandet bedre mod forurening. Der er i år afsat i alt 33,9 mio. kroner til de to drikkevandspuljer.

Den ene pulje går til beskyttelse af jorden over grundvandsmagasiner, mens den anden af tilskudspuljerne giver private brøndejere mulighed for at søge om tilskud til at lukke såkaldte spøgelsesbrønde- og boringer, altså ubenyttede brønde og boringer, som – hvis de ikke er lukkede – giver mulighed for at uønskede stoffer kan sive ned i grundvandet. Det er meget positivt, at der gives tilskud til at få lukket boringer og beskytte jorden. Men vi risikerer at overse en vigtig blind vinkel, hvis vi ikke samtidig sætter fokus på markboringer, der kan ende som oversete kilder til grundvandsforurening.

Når markboringer bruges til vanding af afgrøder, er der risiko for, at kemikalier som for eksempel gødning og pesticider kan sive ned i jorden og nå grundvandet. Selv om markboringer som oftest ikke stikker dybt, kan de påvirke grundvandsmagasinet negativt, hvis de ikke bliver administreret korrekt og bruger mere grundvand, end de må. Kommunerne skal – når de giver en indvindingstilladelse til en markboring – blandt andet stille krav til, hvor meget vand, man må indvinde fra boringen. Vilkårene skal netop imødegå, at der sker en forurening.

Men en markboring er ikke beskyttet med en 25 meters beskyttelseszone, og heller ikke med en BNBO. Det er afgørende, at der bliver strammet op med både tilsyn og beskyttelse af markboringer, så vi kan sikre, at markboringerne ikke truer grundvandet og drikkevandsforsyningen.