Gå til indhold

Hvis vi vil beskytte natur og drikkevand, skal vi rydde op i systemet for jordhåndtering

Debatindlæg af Lars Midtiby, direktør i Danmarks Naturfredningsforening, og Lise Lotte Toft, direktør i Danske Vandværker bragt i Altinget 19. december 2025

Byggeaffaldssager kommer kun frem, når journalister eller borgere reagerer som set i TV 2’s udsendelse. Systemet er hullet som en si, og der er behov for en grundlæggende oprydning, skriver Lars Midtiby og Lise Lotte Toft.

Endnu en gang må vi se med på sidelinjen, når Operation X på TV2 afslører, hvordan forurenet jord og byggeaffald dumpes direkte i det danske landskab.

Ifølge udsendelsen har en af Danmarks største transportvirksomheder kørt lastbiler fulde af jord, der blev kaldt “markjord”, ud på marker – selvom både satellitbilleder, borgerfund og faglige vurderinger dokumenterer, at der er tale om byggeaffald og forurenet materiale.

Et af stederne er Esromgaard Gods i Gribskov Kommune. Her har TV 2 dokumenteret byggeaffald på marker, hvor kommunen udelukkende har givet tilladelse til terrænregulering med klasse 0-jord – altså helt ren jord.

En civilingeniør med speciale i byggeaffald kalder det indiskutabelt, at materialet ikke hører hjemme på marker. Det er dybt foruroligende.

Men desværre ikke overraskende.

Bøder uden kontrol virker ikke


Forurenet jord er ikke bare et administrativt problem. Den indeholder giftige stoffer, som kan sive ned i grundvandet, sprede sig i naturen og skade både økosystemer og menneskers sundhed.

Når det dumpes i det åbne land, mister vi kontrollen – og konsekvenserne kan være irreversible.
Sagen fra TV 2 er ekstra alvorlig, fordi Esromgaard ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser.

Det er ikke et aktuelt, men potentielt indvindingsopland, og derfor er det fremtidens drikkevand, der er i fare. Hvis vi først opdager forureningen, når boringerne er taget i brug, er det for sent.

Det er positivt, at der tales om at hæve bødestraffene i sager om ulovlig håndtering af jord. Men bøder alene løser ingenting, hvis kontrollen samtidig er så mangelfuld, at snyd sjældent opdages.

Det svarer til at hæve bøden for at køre for stærkt, hvis der ikke er nogen reel fartkontrol. Man er nødt til at opdage lovbruddene, hvis sanktionerne skal have effekt.

I dag er det reelt kun, når journalister eller borgere råber op, at sagerne kommer frem. Det er ikke et robust kontrolsystem – det er et system, der er hullet som en si.

Behov for at rydde op i systemet


Der er samtidig enorme økonomiske incitamenter i at dumpe forurenet jord. Tidligere sager har vist, at bagmændene kan tjene hundredtusindvis af kroner på ulovlig jordhåndtering – mens bøderne er beskedne og risikoen for at blive taget minimal.

Det er veldokumenteret, at kriminelle aktører foretrækker jordområdet frem for andre former for organiseret kriminalitet, netop fordi straffen er lav og kontrollen svag.

Det er dybt problematisk – og helt uacceptabelt.
Hvis vi vil beskytte naturen og det rene drikkevand, er der behov for en grundlæggende oprydning i systemet for jordhåndtering.

En politisk aftale må sikre, at al jordflytning fremover skal anmeldes – uden undtagelser. Samtidig bør myndighederne føre systematisk tilsyn med alle jordmodtagere, og politiet skal foretage stikprøvekontroller af jordtransporter.

Med andre ord skal håndhævelsen styrkes markant.

Forurenet jord er ikke bare et affaldsproblem


Samtidig bør der straks indføres et forbud mod at udbringe jord på drikkevandsområder og i områder, hvor fremtidens drikkevand dannes. Vores drikkevand er allerede under massivt pres – og så kan vi ikke samtidig acceptere, at forurenet jord risikerer at blive dumpet ovenpå det.
Der bør også indføres tidssvarende krav til test af jord og slam for PFAS og andre problematiske stoffer.

Og endelig bør Danmark stoppe med at importere forurenet jord fra udlandet. Vi skal ikke være en losseplads, fordi der er penge i det. Danmark skal være et foregangsland for beskyttelse af natur og rent drikkevand.

Vi håber, at regeringen sammen med Folketingets partier vil blive enige om en ambitiøs og ansvarlig aftale. Sagen fra TV 2 viser med alt tydelighed, at det haster.

Forurenet jord er ikke bare et affaldsproblem – det er en trussel mod vores natur, vores sundhed og vores drikkevand. Og det kan ikke vente.

Udgivet 19. dec. 2025