Hvem tager ansvar for vores drikkevand i den grønne trepart?
Torsdag den 27. november var eksperter og praktikere samlet hos Horten og LE34 for at dele erfaringer, arbejdsgange og indblik i det videre arbejde, når omlægningsplanerne skal omsættes til konkret handling.
Danske Vandværkers direktør, Lise Lotte Toft, deltog på konferencen og stillede et centralt spørgsmål i sit oplæg: Hvordan sikrer vi, at drikkevandet bliver tænkt ind fra starten? Drikkevandet må ikke komme sidst, men skal være en integreret del af arealomlægningen.
I dag er vi kun nået i mål med omkring 0,6 procent af den nødvendige grundvandsbeskyttelse. De omlægningsplaner, vi har set indtil nu, tager desværre ikke drikkevandet alvorligt nok. Derfor opfordrede vi til, at jordens kvalitet og sårbarhed får lov at afgøre, hvad vi bruger jorden til. Vi har redskaberne, og der er ingen grund til at vente. Nu skal der leveres reel handling.
Det var samtidig opmuntrende at møde repræsentanter fra en stor del af de danske kommuner. De sidder med det konkrete ansvar for at udarbejde og gennemføre omlægningsplanerne. Deres arbejde med arealomlægning og reduktion af kulstof og kvælstof er afgørende, men det må ikke ske på bekostning af vores fælles drikkevand.