Gå til indhold

Forurenet jord: Regeringen er så småt vågnet op

– men drikkevandet er ikke sikret endnu.

Debatindlæg af Lise Lotte Toft, direktør for Danske Vandværker. Bragt i WaterTech tirsdag den 17. juni 2025.

Ved Smidstrup Vandværk går formand Jørgen Assens, næstformand Leo Staun Christensson og resten af bestyrelsen rundt og ryster på hovederne for andet år i træk: Vandværket har i de seneste to år kæmpet en urimelig kamp for at få Gribskov Kommune til at løfte sit ansvar som tilsynsmyndighed for grund- og drikkevand. Og vandværket er uheldigvis blevet det bedste eksempel på, hvorfor de nuværende regler og krav til test af jord, der bliver lagt ud i det åbne land, langt fra er tilstrækkelige, når vi skal fremtidssikre drikkevandet.  

To af Smidstrup Vandværks vigtigste boringer ligger nemlig på marker, der bliver brugt til at deponere jord fra forskellige byggepladser i hovedstadsområdet. Jorden er forurenet med både pesticider og PFAS, men trods gentagne opfordringer til Gribskov Kommune, så har vandværkets berettigede bekymring og dokumentation af blandt andet PFAS i jorden gennem udvaskningsprøver, ikke givet anledning til reaktion fra kommunen: Gribskov Kommune har hverken stoppet tilladelsen til udlægning eller sikret, at der ikke sker nedsivning i det boringsnære beskyttelsesområde (BNBO) ved boringerne.

Smidstrup Vandværk har taget sagen videre og klaget til en række klagenævn foruden direkte henvendelser til Miljøministeriet, Ankestyrelsen og Ombudsmanden. Men ingen myndighed har valgt at tage sagen alvorligt. Det, som Smidstrup Vandværk sammen med Esrum og Esbønderup Vandværker i Gribskov Kommune kæmper for, er vores alle sammens sag: Vandværkernes ret til at sikre deres produktion af det rene drikkevand. Det bør være så enkelt, at beskyttelsen af grundvandet, som vi skal bruge til drikkevand, må og skal gå forud for de interesser, der ellers kan være i spil i forbindelse med deponering af jord eller såkaldte jordforbedringsprojekter.

Nu er der endelig kommet politisk fokus på sagen. Det er sket i kølvandet på DRs seneste dækning af, hvordan rammerne for flytning af jord er det rene vilde vesten, herunder at regeringen har udeladt at tage meget tydelige anbefalinger fra EUs Regelforum op. Noget som miljøministeren på et samråd i sidste uge også måtte beklage.

Danske Vandværker har gentagne gange de seneste år sat udfordringerne på dagsordenen, blandt andet med flere direkte henvendelser til miljøministeren. Nu virker det til, at miljøministeren så småt er ved at vågne op. Men det er også på høje tid. Regeringens seneste forslag handler om et nyt, offentligt it-system, som skal gøre det muligt at spore, hvor jorden kommer fra og bliver fragtet hen. Det skal gøre ansvarskæderne tydelige og minimere muligheden for svindel. Et vigtigt skridt, men langt fra nok.

Ud over et tydeligt myndighedsansvar, skal der være krav om, at tilladelsen bliver suppleret af en udvaskningsprøve, hvis jorden skal lægges ud på arealer med grund- og drikkevandsinteresser. Og på sårbare grundvandsdannende områder (SGO) bør der i udgangspunktet ikke gives tilladelse til at udlægge jord overhovedet ud fra et forsigtighedsprincip, lige som det heller ikke skal ske i BNBO. Lige nu er testpakken håbløst forældet, og vi risikerer, at der bliver spredt PFAS, pesticider og tungmetaller ud oven på vores grundvand.   

Forurenet jord har intet at gøre de steder, hvor det grundvand, som vi skal bruge til drikkevand, bliver dannet. I Danske Vandværker har vi derfor store forventninger til det jordudspil, som regeringen sammen med KL har bebudet d. 25. juni i år. Drikkevandet fortjener bedre, end at lovgiverne og myndighederne sover i timen. Hensynet til drikkevandet skal være førsteprioritet, så vi kan fremtidssikre det nu og for de kommende generationer.  

Kommende arrangementer

Udgivet 18. jun. 2025