Gå til indhold

Drikkevandet må ikke drukne i valkampen

Landsformand Jan Andersens leder i Vandposten, september 2025.

Snart tapetseres lygtepælene med valgplakater i alle partifarver.

Kommunalvalget den 18. november nærmer sig – en vigtig dag for det lokale demokrati og en oplagt anledning til at give drikkevandet en stemme.

Det rene drikkevand tager vi ofte for givet, mens man i andre lande ser misundeligt mod den danske hverdagsluksus, det er at kunne drikke vand direkte fra hanen.

På tværs af det politiske farvespektrum er der bred enighed om, at grundvandet skal beskyttes – det er trods alt fundamentet for vores rene drikkevand.

Derfor kan det undre, at drikkevandets to do-liste stadig er så lang som herfra til Rom.

Den indeholder opgaver, der kræver poli- tisk fokus, handlekraft og vedholdenhed, hvis vi fortsat skal kunne nyde det rene drikkevand, som vi i dag betragter som en selvfølge.

To do-listen indeholder blandt andet

  • Pesticidfund i over halvdelen af lan- dets drikkevandsboringer.
  • BNBO-problematikken, som mange steder stadig ikke er afklaret.
  • Grøn Trepart, der desværre lod grundvandet glide ud af fokus. Men vi skubber på, hvor vi kan.
  • Jordflytning uden klare regler eller viden om indholdet af potentielt forurenende stoffer.

Billigere at beskytte frem for at rense

Vi ved, at det er langt billigere og langt mere effektivt at forebygge og beskytte grundvandet end at rense det, når ska- den først er sket. Derfor må vi spørge: Hvis alle er enige om, at drikkevandet er vigtigt – hvorfor fylder det så så lidt i
lokalpolitikken? Hvorfor står det ikke højere på den kommunalpolitiske dagsorden, også i årene mellem valgene?

Vælgerne er optaget af klassiske velfærdsemner som folkeskolen, daginstitutioner og erhvervsudvikling – det viser analyser. Men de viser også, at vælgerne efterspørger handling på miljø-, natur- og klimaområdet. Her har drikkevandet sin helt naturlige plads.

Brug valgkampen til at skabe synlighed

Vi kan selv gøre meget for at sikre, at beskyttelsen af vores grundvand ikke drukner i valgkampens støj.

Vi kan sætte fokus på det produkt, vi alle er afhængige af – og den virkelighed, som vandværkerne arbejder med hver eneste dag.

Derfor vil jeg opfordre alle gode kræfter til at tale drikkevandets sag i valgkampen.

Brug de materialer, der er tilgængelige på Danske Vandværkers hjemmeside – eller lad dig inspirere af dem.

Har du kun en time? Så har vi forslag, der passer til det. Har du mere tid? Så finder du endnu flere ideer til, hvordan du kan sætte grundvandsbeskyttelsen på den lokale dagsorden.

Du kan også gå sammen med andre vandværker i din kommune og for eksempel lave et fælles opråb til lokalavisen. Vi har udarbejdet skabeloner, I kan bruge som afsæt.

Jeg håber, at så mange af jer som muligt vil bidrage, så vi efter valgdagen ser de nye byråd både kan og vil tage ansvar for at beskytte grundvandet. Det skylder vi os selv – og de kommende generationer.

Hent inspiration til at tale vandets sag i valgkampen

Medlemsmagasinet Vandposten

Kommende arrangementer

Udgivet 17. sep. 2025