Indlægget af Susan Münster er bragt i Altinget.dk > Forsyning 18. november 2020 

Hvis ikke det havde været for den nødvendige regulering af de naturlige monopoler, som vandselskaberne er, så havde forbrugerne stået med en 1,9 milliarder kroner større vandregning. Det skriver Jacob Schaumburg-Müller, som er vicedirektør i Konkurrence – og Forbrugerstyrelsen i et debatindlæg her på Altinget fra 11. november. 

I indlægget skriver Jacob Schaumburg-Müller også, at Forsyningssekretariatet frem til 2019 har stillet effektiviseringskrav til vandselskaberne for i alt 1,9 milliarder kroner. Det er en temmelig teoretisk størrelse, vicedirektøren her bringer i spil, for i den samme periode er de kommunale vandforsyningers gæld vokset temmelig voldsomt. Og det betyder, at selskaberne overlader en pæn stor gæld til kommende generationer. Ifølge tal fra Danva er gælden hos danske vandselskaber nærmest eksploderet over de seneste ti år. I 2018 havde selskaberne næsten 16 mia. kr. i restgæld hos Kommunekredit. Det er faktisk mere end syv gange så meget som i 2008, hvor beløbet lød på lige under to mia. kr. 

Som direktør i en brancheforening, der repræsenterer mere end 1.800 både store og små primært forbrugerejede vandværker, synes jeg, det er værd at nævne nogle beregninger, som vi i Danske Vandværker har fået udført. Undersøgelsen blev lavet i foråret nogenlunde samtidig med, at Forsyningssekretariatets meget omtalte Effektiviseringsrapport udkom.

Forbrugerejet vand er 15 % billigere

Når vi kigger på forskellen i priser mellem forbrugerejede og kommunale vandværker i perioden 2011-2019 viser tallene, at forbrugerne havde sparet omkring de 9 mia. kroner, hvis de havde fået vand fra et forbrugerejet vandværk. Det svarer til, at forbrugerne kunne have sparet i størrelsesordenen af en milliard kroner om året på vandregningen. Også beregninger baseret på Forsyningssekretariatets egne tal viser rent faktisk, at drikkevand fra forbrugerejede vandværker er billigst. 

Hvorfor det kommunale vand er dyrere end det, de forbrugerejede har sendt ud i vandrørene, er meget svært at gennemskue. Det kan være forskelle i investeringer, aktiviteter og effektivitet, men det er ikke muligt at afgøre med de data, der er tilgængelige. Vi har igennem et stykke tid forsøgt at få Forsyningssekretariatet til at undersøge, hvorfor det forholder sig sådan. Hos os tror vi, det er fordi, de forbrugerejede vandværker har fokus på kerneopgaven – nemlig at levere godt drikkevand til forbrugerne. Med til den historie hører også, at de frivillige på vandværkerne udfører frivilligt arbejde i størrelsesordenen af 175 millioner kroner om året.

Ejerskab har stor betydning

Jacob Schaumburg-Müller skiver også i sit indlæg, at ledelsen ofte ikke har incitament til at anstrenge sig i forhold til at holde omkostningerne nede. Det incitament, som vicedirektøren efterlyser i de store kommunale selskaber, er absolut ikke en mangelvare i de forbrugerejede selskaber, hvor ejer og forbruger er den samme. De fleste vandværksfolk tager et stort ansvar på sig også med, at holde omkostningerne nede. Det behøver man ikke regulering for at gøre, og netop derfor er mange af vores medlemmer, som har været omfattet af den økonomiske regulering i vandsektorloven, på vej ud.