Gå til indhold

Økonomi og regnskab for vandværker i praksis – fjerndeltagelse 

Har du styr på reglerne til budget, årsregnskab og takstblad?
Deltag i kurset og bliv klogere på økonomistyring i vandværket. 

Kurset afholdes online

Du kan også deltage fysisk på kurset

Vandværkets økonomi skal opfylde hvile i sig selv-princippet. Men hvad betyder det, og hvilke regler skal vandværkets regnskab leve op til? På dette kursus bliver du klogere på vandværksøkonomi, og klædt på til at varetage regnskab og økonomi på vandværket, så det lever op til lovgivningen.  

Kurset går i dybden med bogføring, takstberegning og budget. Du får desuden et overblik over regler og krav til vandværkets årsregnskab, og forskellige begreber, som er relevante for at forstå økonomien i forbindelse med vandværksdrift. 

Kurset består både af en online læringsdel (e-learning) og et fysisk kursus. I den online læringsdel, der sendes ud inden kurset, får du en introduktion til det grundlæggende regnskab og gældende lovgivning.  

Når vi mødes til det fysiske kursus, går vi i dybden med hvordan den mere overordnede økonomi på vandværket hænger sammen. Vi dykker blandt andet ned i emner som over- og underdækning, beregning af takster – med udgangspunkt i Danske Vandværkers takstberegningsværktøj – investeringsplan, afskrivning m.m. På kurset bliver der også tid til cases og dialog om jeres egne problemstillinger. 

Udbytte

Kurset giver dig både en grundlæggende viden om de økonomiske forhold, der følger med det at drive et vandværk, men også at gå mere i dybden med de emner, der er relevante for at være i stand til at arbejde med de økonomiske opgaver i dit eget vandværk 

Målgruppe

Kurset henvender sig til dig, der sidder som økonomiansvarlig og/eller kasserer i vandværket. Kurset er også relevant for dig, der er forholdsvis ny i bestyrelsen i vandværket og ønsker en grundlæggende viden om økonomistyring i et vandværk, eller hvis du trænger til at blive opdateret og få genopfrisket emnerne om vandværkets økonomi. 

På kurset gennemgår vi

I onlinedelen gennemgår vi: 

  • Gældende love og regler 
  • Budgetlægning 
  • Årsregnskab 
  • Revisionsopgaven 
  • Det administrative årshjul 
  • Bogføring af posteringer  
  • Indberetning af moms og afgifter 

På fjernundervisningen gennemgår vi: 

  • over- og underdækning  
  • beregning af takster  
  • åben-lukke-gebyr  
  • investeringsplan 
  • Danske vandværkers takstberegningsværktøj  
  • Afskrivning 
  • Samarbejde og sammenlægning – hvordan forbereder man sig  
  • Cases – drøftelser – dialog 

Underviser – Sjælland

Svend Skaarup Sand

Statsautoriseret revisor hos Beierholm Nykøbing F. Har speciel erfaring med og fokus på forsyningsvirksomheder.

Underviser – Jylland

Peter Damsted

Peter Damsted Rasmussen

Partner ved BDO. Uddannet statsautoriseret revisor og ansvarlig for BDOs afdeling for Energi og Forsyning.

Forudsætning

For at være med som fjerndeltager kræver det en computer eller en tablet med internetadgang. Du kan anvende pc’ens eller tablettens mikrofon og højtaler, men et headset med mikrofon mindsker baggrundsstøj, og er derfor at foretrække.

Du vil få tilsendt et link til Teams, som du skal bruge til at tilgå kurset. Undervejs er der mulighed for at stille spørgsmål og deltage i en eventuel debat ved at benytte chat-funktionen.
Nærmere information og link sendes til dig dagen inden kurset.

Vi gør opmærksom på, at der i forbindelse med online forløbet kan blive optaget video til brug for Danske Vandværkers kommunikationskanaler. Ved tilmelding samtykkes til deltagelse i dette.

Udgivet 27. aug. 2025