Hvordan får vi flere engageret i vandværksbestyrelserne?
Der findes ikke én løsning, der med et trylleslag får en mere mangfoldig skare engageret i vandværkerne. Men kompetencekortlægning og nysgerrighed kan være de første skridt.
I Fredericia summede messehallen af liv, da Danske Vandværker 4. oktober 2024 kunne slå dørene op for endnu en fagmesse i vandets tegn.
Med på messen var også repræsentanter fra Netværk for Øget Diversitet i Vandbranchen, der for første gang deltog med en stand i messehallen.

Ud over at byde på chokoladefrøer var netværket mødt op for at fortsætte og udbrede dialogen om, hvordan arbejdet med rekruttering til bestyrelserne kan gribes an – og for at få indblik i, hvad mangfoldighed og diversitet i kompetencer fylder for bestyrelsesmedlemmerne.
Vakt interessen
En af dem, man kunne møde på standen, var Anja Lundstrøm Grønhøj, medlem af Aabybro Vandværks bestyrelse og Region Nord.
“I dag har jeg talt med mange, som gerne vil arbejde for at få flere kvinder ind i bestyrelserne. Men som samtidig er lidt i tvivl om, hvordan man på en god måde år dem interesseret i bestyrelsesarbejdet. Noget af det første, jeg mener, man er nødt til at gøre, er at afdække, hvilke kompetencer man mangler i sin bestyrelse. Det næste er at finde en charmerende måde at sælge budskabet om, hvad man gerne vil have hjælp til. For det handler jo ikke bare om at finde en kvinde. Det handler om at finde nogen, der kan bidrage med noget af det, man ikke selv har i bestyrelsen på nuværende tidspunkt. Og det gælder jo i rekrutteringen af både mænd og kvinder”, siger Anja Lundstrøm Grønhøj, der selv valgte at stille op til vandværksbestyrelsen, fordi hun blandt andet gerne ville bidrage til dialogen med lodsejerne i BNBO-forhandlingerne.
Mange gode snakke
På standen var også Puk Duerlund Falkenberg fra Havnelev Vandværks bestyrelse. Hun havde taget tre plakater med, som dialogen kunne tage afsæt i, og som de forbipasserende var med til at udfylde i løbet af dagen:
“Vi har snakket med alle dem, der kom forbi vores stand og fået dem til at sætte krydser der, hvor de synes, de mangler kompetencer i dag. Det har været afsæt for mange gode snakke om, hvad man mangler i dag, og hvor man så kan finde de rette kompetencer”, fortæller Puk Duerlund Falkenberg.
Anja Lundstrøm Grønhøj og Puk Duerlund Falkenberg fortalte også om deres egen vej ind i bestyrelsen og samlede op på de samtaler, de havde haft i løbet af dagen, da de indtog fagmessens hovedscene om eftermiddagen.
Fokus for 2025
Puk Duerlund Falkenberg brugte desuden de mange input fra messen – og fra netværksmøder og workshoppen på Folkemødet 2024, hvor en masse engagerede unge gav Danske Vandværker input til øget synlighed og rekruttering – som afsæt for sin eksamensopgave i bestyrelsesuddannelse for unge. Uddannelsen blev udbudt første gang i 2024, som led i Tænketanken Demokratisk Erhvervs TalentLab-program. Her var unge under 40 år fra forskellige demokratiske virksomheder og organisationer samlet. Forløbet blev afsluttet med en eksamen.
“Her fokuserede jeg netop på, hvordan vandværkerne i fremtiden kan rekruttere de nødvendige kompetencer til bestyrelserne. Og ud over den skriftlige opgave havde jeg til den mundtlige eksamen plakaterne fra messen med, som afsæt for at se på de konkrete ideer og forslag, der er kommet”, fortæller Puk Duerlund Falkenberg.
Netværket for Øget Diversitet i vandbranchen arbejder nu videre med at dele viden og udvikle forskellige materialer, som vandværkerne kan bruge aktivt.
“Det er helt afgørende, at vi deler viden og får de mange input og erkendelser ud at leve. Det er i fokus for netværkets arbejde i 2025”, afslutter Puk Duerlund Falkenberg