Gå til indhold

Ny PFAS-rapport: 18 forslag til handling

En ny rapport fra Videnstaskforcen for PFAS præsenterer 18 konkrete handlemuligheder til at reducere PFAS-eksponering for mennesker og miljø i Danmark. Rapporten bygger på både national og international forskning, og rapporten skal styrke myndighedernes indsats mod PFAS-forurening samt sikre en mere systematisk tilgang til at håndtere PFAS-stoffer.

PFAS-forureningen udgør en langsigtet trussel mod vores grundvand, og Danske Vandværker arbejder for, at håndteringen af diffus forurening får den nødvendige opmærksomhed. Det er afgørende, at myndighederne sikrer en strammere regulering, så vi i fællesskab kan beskytte vores vigtigste ressource – rent drikkevand.

Grundvand i centrum i rapporten

Særligt handlemulighederne nr. 14 og 15 under kategorien ”Skæbne, fordeling og transport i miljøet”, har stor betydning for Danske Vandværker. De to punkter fokuserer på håndteringen af PFAS-forurenet jord og den diffuse forurening, der truer vores grundvand – og det er en problemstilling, der har høj prioritet hos Danske Vandværker.

Danske Vandværker har aktivt fulgt med i arbejdet med rapporten og understreger, at det er absolut nødvendigt, at grundvandet bliver beskyttet mod PFAS fra tilførsel af muligt forurenet jord på markerne, hvor en stor del af det grundvand, vi indvinder til drikkevand, bliver dannet.

Rapportens anbefalede indsatsområder

Kortlægning af PFAS i landbrugsjord for at vurdere spredningen fra restprodukter og andre kilder.

Øget overvågning af grundvandet for at identificere og begrænse PFAS-forurening fra diffus udvaskning.

Bedre regulering af arealanvendelse så spredningen af PFAS i miljøet minimeres.

Udvikling af risikobaserede grænseværdier der kan sikre en mere præcis vurdering af, hvilke områder der kræver handling.

Danske Vandværker: Rent drikkevand er en topprioritet


Rapportens fokus ligger i tråd med Danske Vandværkers egne anbefalinger. Siden 2023 har Danske Vandværker haft et særligt fokus på den diffuse PFAS-forurening fra jord, efter at et vandværk i Gribskov Kommune påviste, at jord, der var tilført en nærliggende mark, udvaskede PFAS til grundvandet i koncentrationer over grundvandskvalitetskriteriet.

Danske Vandværkers anbefalinger

  • Det indskærpes over for kommunerne, at de har en tilsynspligt med ansvar efter Miljøbeskyttelseslovens kapitel 9 om tilsynspligt.
  • Reglerne for jordudlægning bliver strammet op – jordflytningsbekendtgørelsen opdateres, og der indføres tidssvarende krav til test af jorden for blandt andet PFAS og pesticider.
  • Der stilles nye krav til, at jord til udlægning på områder med drikkevandsinteresser fremover suppleres med en udvaskningsprøve
  • BNBO betragtes som et særligt følsomt område ud fra et forsigtighedsprincip, og det indskrives i samme paragraf om råstofgrave i Jordforureningsloven, jf. § 52, at der ikke må tilføres såvel forurenet som uforurenet jord på området.
Udgivet 21. mar. 2025