Kendelser skaber usikkerhed om erstatninger
Kendelser om erstatninger for dyrkningsrestriktioner i BNBO-områder har skabt usikkerhed om erstatningsniveauerne.
To sager i Århus og Egedal
I to sager har Overtaksationskommissionerne i henholdsvis Århus og Egedal kommuner fastlagt erstatningsniveauer for omdriftsjord, der er væsentligt højere, end hvad vandværkerne havde lagt op til, hvad der er praksis for, og hvad der fremgår af den de officielle vejledende satser, jf. Københavns Universitets (IFRO) notat (LINK)
For øvrige arealtyper har kommissionerne kun i meget begrænset omfang tilkendt erstatning, herunder for ejendomme der blev karakteriseret som hobbyejendomme.
En sag i Sønderborg
I en tredje kendelse fra Taksationskommissionen i Sønderborg kommune har man på tre ejendomme med jord i BNBO har tiltrådt kommunens erstatningstilbud, som ligger i intervallet 26.000 – 60.000 kr./ha. Den kan dog forventes anket til Overtaksationskommissionen.
Der skal altid foretages en konkret individuel vurdering. Overtaksationskendelserne tilsidesætter dette princip og anvender enhedspriser og differentierer ikke i arealtyper.
Hvordan skal vandværker forholde sig?
I forhold til hvordan vandværkerne skal forholde sig, er det vigtigt at bemærke, at kendelserne ikke er konsekvente i erstatningsfastsættelsen, og at de er specifikke for de pågældende områder og ejendomme. Men de er alligevel med til at skabe øget sikkerhed om erstatningsfastsættelsen ved påbud/frivillige aftaler om pesticidfri drift i andre områder.
De officielle vejledende satser er under revision på Københavns Universitet, og forventes at foreligge i løbet af efteråret. Indtil da råder Danske Vandværker til ikke at gå ud over de satser som er angivet i det nuværende notat.
Det kan dog forventes, at der vil gå nogen tid før der er skabt klarhed omkring erstatningsniveauerne. Hvis lodsejere fastholder høje krav til erstatninger kan det derfor overvejes, at:
- Indgå midlertidige forpagtningskontrakter med henblik på senere aftale om permanente bindinger.
Det forudsætter, at kommunerne er villige til at meddele påbud, hvis der til sin tid ikke kan opnås enighed om frivillige aftaler. - At købe jorden med henblik på videresalg med restriktionerne.
Ved høje krav om erstatning kan det være en mere økonomisk fordelagtig løsning. Derved findes den rigtige pris for værdiforringelsen, som derved også kan anvendes som sammenlignings-handler i kommende taksationssager. - Indføre en bestemmelse i den frivillige aftale, hvorefter der kan ske genforhandling af erstatningerne, hvis lignende afgørelser senere fastlægger en højere erstatning.
En sådan løsning kræver også, at kommunen har viljen til om nødvendigt at give et påbud, hvorefter erstatningens størrelse bliver fastlagt af taksationsmyndighederne.
