Sådan sænker I energiforbruget

Hvis I energioptimerer de rigtige steder på vandværket, kan I hente store besparelser. Få inspiration her til, hvordan I kan gøre.

Indvinding

Pumpedrift

Frekvensomformere

Frekvensregulerede råvandspumper bruges mere og mere til at styre den ønskede indvinding fra den enkelte boring.

 

Udover at optimere driftstiden på vandværkets sandfiltre, kan den regulerede indvinding også spare på energiforbruget. En reguleret indvinding kan både nedsætte det dynamiske tryktab i råvandsledningen og begrænse afsænkningen i den enkelte boring. Jo mindre afsænkning, jo lavere energiforbrug pr. m3 vand der indvindes.

 

I en råvands- eller transportledninger med en lille geometrisk løftehøjde vil besparelsen ved at bruge en frekvensomformer være større end i en ledning med en stor geometrisk løftehøjde. Det skyldes, at kun det dynamiske tryktab (rørmodstanden) kan nedsættes med en frekvensomformeren. Løftehøjden kan der ikke ændres på.

 

Forbedring

Udover jævnlige tilsyn, opdateringer og vedligeholdelse af vandværkets frekvensomformere, bør især ældre omformerens virkningsgrad kontrolleres. Frekvensomformeren har ofte en årlig driftstid på 8.760 timer så en investering i effektforbedring vil ofte kunne tjenes hjem.

 

Ved frekvensstyret pumpedrift kan der reguleres i området 50 til 30 Hz, hvor det laveste specifikke energiforbrug – afhængig af pumpens karakteristik – opnås lige omkring 38 HZ. Særlige forhold for det specifikke anlæg kan dog påvirke den optimale frekvens. Søg hjælp hos din rådgiver eller pumpeleverandør.

Afsænkning i boringer

Driftsvandstanden og afsænkningen i en indvindingsboring kan variere.

 

Naturlige årstidsbestemte variationer kan forekomme, men ofte ses også en generel afsænkning over tid, som kan skyldes at boringen er tilstoppet i gruskastning, filter- eller kalksætningen.

En øget afsænkning i boringen ved drift medfører et forhøjet energiforbrug på 5,5 watt pr. meter sænkning pr. oppumpede m3 vand.

 

Forbedring

Regenerering af boringen ved udsyring, mekanisk rensning, ultralyd og/eller skylning vil ofte kunne øge tilstrømningen af råvand, hvorved afsænkningen reduceres. Boringens kapacitet øges og energiforbruget pr. indvundet m3 råvand nedsættes. Regenerering bør senest iværksættes når boringens kapacitet [m3/meter-løftehøjde] er faldet 25 %, og helst inden da.

 

Derfor bør boringen jævnligt pejles i drift og stilstand. Er SRO-vandstandsovervågningen i boringen allerede er etableret, kan pejlefrekvensen nedsættes.

Passer pumpestørrelse til den ønskede indvindingsmængde?

Når I planlægger indvinding fra en boring, er det vigtigt at vælge den rigtige størrelse på råvandspumpen. Den må naturligvis ikke være for lille, men en overdimensioneret pumpe vil, udover pumpens ekstrapris, belaste energiregnskabet negativt. Det gælder både med hensyn til pumpens volumen og løftehøjde.

 

Forbedring

Der skal altid være fokus på valg af pumpens volumen og løftehøjde.

 

Begge dele skal kun være tilstrækkelig, da alt herudover kræver ekstra energi, som kun i nogen grad kan kompenseres ved at nedsætte ydelsen med en frekvensomformer.

 

Ændres de nødvendige indvindingsmængder, er det vigtigt at genberegne den optimale pumpestørrelse med henblik på en eventuel tilpasning af råvandspumpen.

Stigerørets tilstand

Stigrør, der enten er utætte eller har indvendige belægninger, forøger energiforbruget.

 

Utætheder forårsager en unødvendig og energikrævende recirkulation i boringen. Et tilgroet stigrør medfører et forhøjet dynamisk tryktab. I begge tilfælde falder den faktisk leverede vandmængde, og pumpens driftstid forøges.

 

Forbedring

Overvågning af den leverede vandmængde fra boringen sammenholdt med energiforbruget og driftstiden kan indikere om alt er OK. Stigrørets tilstand bør, hver gang lejligheden byder sig, undersøges for utætheder og indvendige belægninger.

Jævn vandindvinding

En jævn og tilpasset vandindvinding vil optimere energiforbruget udover at det også sikrer en optimal vandbehandling på vandværket.

 

Den jævne indvinding vil begrænse det dynamiske tryktab i ledningsnettet frem til vandværket. Ligeledes vil en jævn indvinding også begrænse afsænkningen af vandspejlet i boringen, hvorved løftehøjden reduceres.

 

Forbedring

Hvis ikke døgndrift på vandværket er muligt, anbefales det at tilstræbe en driftstid på mindst 15 timer i døgnet. Herved kan indvindingen på den enkelte boring foregå jævnt fordelt over døgnet.

Råvandsstationens bestykning

Den synlige del af råvandsstationen kan medføre et unødvendigt stort tryktab hvis de anvendte komponenter er underdimensioneret.

 

Desuden kan ventiler fejlagtigt været stillet i en delvis lukket position og kontraventiler kan være defekte, med tryk- og energitab til følge. Andre komponenter i installationen kan være beskyttet af et filter, som ved tilstopning kan medføre et ikke uvæsentligt energitab.

 

Forbedring

Udover at holder øje med boringens energiforbrug i forhold til den producerede vandmængde og driftstiden, er det en god ide at kortlægge mulige energislugende fejlkilder i boringsbestykning og indføre systematisk vedligehold af disse.

 

Eftersyn og vedligehold kan f.eks. udføres i forbindelse med at boringen pejles.

 

Er det ikke muligt at overvåge boringens energiforbrug kan andre kendte parametre som sænkning, flow, frekvens og tryk anvendes til overvågning af boringens tilstand

Opvarmning af overjordisk råvandsstation

For at undgå frostskader kræver overjordiske råvandsstationer normalt en varmekilde oftest i form af en termostatstyret el-radiator. Den sikrer, at rørinstallationen ikke fryser, og at elektronik og måleudstyr kan fungere fejlfri i kolde perioder.

 

Styres radiatoren ikke korrekt, eller er råvandsstationen utæt, kan energiforbruget til opvarmning i kolde perioder blive meget bekosteligt.

 

Forbedring

Som det første sikres det, at råvandsstationen er velisoleret og helt tæt. Når klimaskærmen er på plads, vil en nøjagtig og driftssikker styring af el-radiatoren sikrer et minimalt energiforbrug.

 

Der hvor det er muligt, bør der etableres online temperaturovervågning på råvandsstationen. Det kan sikre imod frostsprængning og unødvendigt energiforbrug hvis styringen svigter.

 

Der kan bidrages med jordvarme til en tæt og velisoleret råvandsstation ved indvendig nedgravning af et eller flere lodretstående rør. Rørene etableres til en dybde på 1,2 meter og bør have en diameter på mindst 160 mm. Rørene skal sikres med en rist, så mus og rotter ikke kan komme ind.
Alternativt kan rørføringen i råvandsstationen også frostsikres med en temperaturreguleret el-tracing

Transport til værk og vandbehandling

 

Råvandsledningens tilstand

Tryktabet i råvandsledningen kan have stor betydning for vandværkets samlede energiforbrug. Jo længere råvandsledningen er jo større energiforbrug.

 

Hvis ledningen er underdimensioneret eller fyldt med belægninger, hvilket forøger det dynamiske tryktab, vil det koste på energiregnskabet. En utæt råvandsledning vil også betyde, at der hældes penge og ressurcer lige ud i jorden.

 

Forbedring

Udover at sikre at ledningens dimension passer til den nuværende driftssituation, bør råvandsledningens tilstand jævnligt vurderes. Overvågning af energiforbruget pr m3 produceret råvand og trykprøvning kan indikere tilstedeværelsen af skjulte utætheder.

 

Regelmæssig gennemføring af rensegrise vil begrænse uønskede belægninger indvendigt i råvandsledningen.

Manifold for råvand på vandværk

Er der monteret en manifold, hvor råvandet kommer ind i vandværket, kan den i tilfælde af en uhensigtsmæssig udformning og bestykning forårsage et unødvendigt energiforbrug.

 

Forbedring

Vær opmærksom på manifoldens udformning, bestykning og dimension altid er hensigtsmæssigt i forhold til den gældende driftssituation.

Råvandsledning fra manifold til filtre

Energiforbruget i råvandsledningen fra indføring i vandværket frem til beluftning eller sandfilter påvirkes negativ af indvendige belægninger, underdimensionering, måleinstrumenter og unødvendigt modtryk i form af delvist lukkede ventiler eller luftlommer.

 

Forbedring

Vær altid opmærksom på ledningens tilstand og vær kritisk hvis måleudstyr eller drosle-ventiler monteres. Måleudstyrets dimension og udformning skal energioptimeres og drosle-ventiler skal undgås. Er rørføringen udført således at luftlommer ikke kan undgås, vil problemet kunne afhjælpes ved montage af en automat udlufter.

Er alle råvandsventiler åbne?

En enkelt delvis lukket ventil på strækningen fra boring til vandværkets sandfiltre vil medføre et forøget energiforbrug. Ligeledes kan nogle få underdimensionerede komponenter undervejs være skyld i at energiforbruget stiger.

 

Forbedring

Vær omhyggelig når ventiler åbnes efter brug, og vær kritisk når komponenter og måleinstrumenter monteres på råvandsledningen eller indføres i vandbanen. Et unødvendigt dykrør i vandbanen vil også forøge energiforbruget pr. produceret m3 vand.

Luftlommer

Ved råvandets vej fra råvandsstationen til behandlingsanlægget vil der i lokale toppunkter kunne samles luft, som vil udgøre en væsentlig og unødvendig modstand med forøget energiforbrug til følge.

 

Luftlommer opstår typisk på råvandsledningen, hvor en bakke skal passeres, og i rørinstallationen fra indløbet i vandværket til behandlingsanlægget.

 

Luftlommer kan afsløres ved overvågning af ledningens modtryk. Inde på vandværket kan luftlommer også afsløres, hvis en konstant klukken kan høres i rørinstallationen.

 

Forbedring

Råvandledningen skal om muligt anlægges uden toppunkter. Hvis det ikke er muligt skal der ved lokale toppunkter etableres en udluftningsmulighed (gerne automatisk). Samme løsning kan vælges på vandværket hvis toppunkter ikke kan undgås.

 

Er det ikke muligt at montere en udlufter kan problemet afhjælpes ved at sende en rensesvamp eller -gris igennem vandrørene. Herved kan luften skubbes ud af lommen og ud af systemet. Løsningen er kun midlertidig da ny luft med tiden igen vil samles i lommen.

Undgå unødige løftehøjder

At løfte vandet til et højere niveau koster energi – ca. 5,5 w pr. m3 pr. meter løftehøjde.

 

Forbedring

Gennemgå vandets vej igennem vandværker for at sikre, at vandet ikke løftes unødigt. Hvis det er tilfældet, kan højden i de fleste situationer nemt reduceres, hvorved energiforbrug vil falde med det samme.

Behandling

 

Iltning og afblæsning

Valg af beluftningstype ved eventuel ombygning

Når I bygger om eller renoverer vandværkets beluftningsanlæg, vælger I måske, at fastholde den behandlingsmetode, I har. Men metoden er måske ikke den mest energioptimale til det nuværende behov. Ny teknik kan åbne for nye og mere energivenlige måder, at foretage den nødvendige beluftning eller afblæsning.

 

Forbedring

Når I planlægger en renovering eller ombygning bør I altid – ud over de driftstekniske hensyn – fokusere på at energioptimere beluftningsanlægget.

Beluftes der for meget?

Afhængig af behandlingsmetoden kan beluftningen kræve en væsentligt del af energiforbruget på et vandbehandlingsanlæg.

 

Ofte er fokus på at sikre rigelig beluftning, men beluftes der mere en nødvendigt? Er anlægget ikke vedligeholdt eller ikke udformet optimalt i forhold til det konkrete behov, vil energiregnskabet blive påvirket negativ.

 

Forbedring

Gennemgå beluftningsanlæggets funktion og vedligeholdelse. Optimering af den anvendte luftmængde (forholdet mellem vand og luft) kan foretages ved at måle iltindholdet i vandet ved forskellige luftmængder. Når iltindholdet er ca. 11 mg O2/l, og gasserne i råvandet er afblæst, skal luftmængden ikke øges yderligere.

 

Hvis beluftningsblæseren er frekvensreguleret, kan luft/vand-forholdet fastholdes ved varierende råvandsmængder. Tag jævnligt kontrolmålinger af iltindholdet.

Er luftfiltrene rene?

Tilstoppede filtre til beluftningsindtag medfører unødvendigt energiforbrug.

Forbedring

Efterse og udskift jævnligt filtrene. Vær opmærksom på, at årstidsvariationer for nødvendig udskiftningsfrekvens kan forekomme.

Tilstoppede filtre til beluftningsindtag medfører unødvendigt energiforbrug.

 

Forbedring

Efterse og udskift jævnligt filtrene. Vær opmærksom på, at årstidsvariationer for nødvendig udskiftningsfrekvens kan forekomme.

Bundbeluftning renholdes

Lufdysser i bundbeluftningsanlæg tilstoppes ofte over tid. Tilstopning medfører, at anlæggets modtryk øges, og dermed stiger energiforbruget pr. leverede m3 luft.

 

Forbedring

Bundbeluftningsanlægget skal renses og rengøres med jævne mellemrum. Frekvensen for nødvendigt vedligehold kan variere, men behovet kan overvåges ved at måle modtrykket ved tilgang til anlægget. Tilstoppede luftdysser vil medføre et stigende modtryk.

 

Visuel inspektion af beluftningen kan afsløre helt eller delvis manglende beluftning, som ofte er resultatet af tilstoppede luftdysser, og kan medfører faldende iltindhold. Iltindholdet kan og bør overvåges ved regelmæssige kontrolmålinger.

Kompressor iltning

Kompressorer bruges i mange vandbehandlingsanlæg til ventilstyring og beluftning af lukkede sandfiltre. For at styre ventilerne optimalt, er kompressortrykke normalt højere end det ønskede beluftningstryk, hvilket kræver en trykreduktion inden beluftningen.

 

Forbedring

Den største luftmængde i sådanne anlæg bruges til beluftning, derfor kan det ofte være en god og rentabel ide, at reducere energiforbruget ved at anskaffe en særskilt kompressor med lavt afgangstryk til filterbeluftningen – især hvis der er tale om et større anlæg.

Styreluft kompressor

Er det indstillede tryk korrekt

Hvis komponenter styres med trykluft, er det vigtigt at have opmærksom på, at trykket er korrekt indstillet. Trykket skal være tilstrækkeligt til at kunne løse styringsopgaverne, men heller ikke mere.

 

Forbedring

Undersøg det nødvendige tryk for de enkelte komponenter, som skal styres, og afprøv styringen med det indstillede tryk.

Er styreluftslanger tætte

En utæt styreluftslange, en utæt aktuator eller anden komponent vil forårsage, at kompressoren kører mere end nødvendigt, hvilket medfører både unødvendigt slitage og energiforbrug.

 

Forbedring

Styreluftslanger og komponenter i installation bør jævnligt kontrolleres ved at påføre lækagespray eller sæbevand på samlinger og bevægelige dele. Hvis der er en utæthed, skal den udbedres hurtigst muligt.

 

Ved at anvende elektriske actuatorer kan styreluft og kompressor helt undgås. Dette alternativ kan overvejes.

Skyl

Skyllepumpe: Er skyllevandsmængden korrekt?

Skyllehastighed, -tid og -frekvens er ofte fastsat for flere år siden, hvilket kan betyde, at skyllevandsmængde ikke længere er korrekt. Ændrede indvindingsforhold og -mængder kan betyde, at der bruges for meget skyllevand og derfor også for meget energi.

 

Forbedring

Tjek jævnligt at skylletid og -hastighed er optimal. Der kan også spares både vand og energi ved at overvåge opstemning eller trykforhold i filtret op til en forestående skylning.

 

På den måde kan det undgås, at filtret skylles for tidligt med forøget vand- og energiforbrug til følge. Fungerer filterskylleprocessen automatisk, kan opstemning i åbne filteranlæg overvåges med ultralyd eller en tryktransducer, som giver besked til SRO, når der skal skylles.

 

Hvor det er muligt, kan skyllevandets indhold af faststof ved skylleafslutning kontrolleres visuelt eller ved analyse (turbiditet) for at sikre, at skylletiden er optimal.

Skylleluft: Er blæsertid korrekt?

Hvis der blæses længere på filtret end nødvendigt i forbindelse med en skylleprocedure, bruges der for meget energi.

 

Forbedring

Juster blæsertiden til det nødvendige og vær opmærksom på eventuelle årstidsvariationer.

Rengøring af luftfiltre

Tilstoppede filtre til beluftningsindtag kan medføre et forhøjet energiforbrug.

 

Forbedring

Efterse og udskifte filtre efter behov. Vær opmærksom på, at årstidsvariationer for nødvendig udskiftningsfrekvens kan forekomme. Ved at overvåge trykforskellen imellem for- og bagside af filtret kan du se når tryktabet i filtret stiger over det acceptable niveau.

Passer blæserstørrelse til luftmængden

En overdimensioneret eller forkert indstillet blæser vil medføre et unødvendigt energiforbrug.

 

Forbedring

Vær opmærksom på at skylleluftblæseren passer til de nødvendige luftmængder og trykforhold. Frekvensstyring af skylleluftblæseren er en mulighed, men vær opmærksom på, at det årlige antal driftstimerne normalt er få, hvilket betyder, at investeringen ikke altid er rentabel ud fra et energimæssigt synspunkt.

Er kapselblæserens sikkerhedsventil justeret korrekt

Anvendes en kapselblæser skal der sikres imod et for højt anlægstryk f.eks. i opstartsfasen. Er sikkerhedsventilen indstillet for lavt vil den ikke lukke igen før kapselblæseren stopper, hvorved der spildes luft og energi.

 

Forbedring

Overvåg jævnligt skylleprocessen herunder også at sikkerhedsventilen ikke åbner unødvendigt.

Er skylleluftsdysserne rengjort?

Hvis skylleluftdysserne tilstoppes vil anlæggets modtryk stige og skylleluftblæserens energiforbrug øges.

 

Forbedring

Overvågning af trykket i luftledningen og visuel overvågning af skylleluftens fordeling (hvor de

Affugtning

Er affugterens indstillinger korrekte

Et velfungerende og korrekt dimensioneret affugtningsanlæg sikre at vandværket kan holdes fri for fugt og kondens hele året. Fugtproblemerne er størst om sommeren og anlægget skal styres korrekt for at undgå unødigt energiforbrug.

 

Forbedring

Affugteren bør være udstyret med automatik, således at der kun affugtes når det er nødvendigt. Det kan normalt anbefales at benytte sig af dugpunktstyring, som er energioptimal om sommeren, hvor problemet med fugt normalt er størst. Er der om vinteren problemer med fugt på kolde ydervægge eller et uisoleret loft, kan det i kolde perioder være nødvendigt at styre efter den relative luftfugtighed i vandværkbygningen.

 

For at opnå en energieffektiv affugtning er det vigtigt, at luftudskiftningen, i lokalet som affugtes, begrænses til et minimum.

Service og vedligehold

For at opnå en energioptimal affugtning er det vigtigt, at anlægget vedligeholdes og serviceres korrekt.

 

Forbedring

Hvis den nødvendige ekspertise ikke er til rådighed på vandværket anbefales det at indgå en serviceaftale med et kompetent firma.

Lys, it, varme og nødstrøm

Intelligent styring af belysning

I vandværkets bygning kan energibesparelser opnås ved at installere intelligent styring af lyskilder både inde og ude.

 

Forbedring

Simpel styringen kan ske ved installation af lys og bevægelsesføler. Lysdæmpning er også en mulighed for at spare på energien. Arbejde i faste installationer skal altid udføres af en aut. El-installatør

LED-lyskilder

Belysning, både ude og inde, kræver med en glødepærer ca. 10 gange mere energi en tilfældet er med en LED-lyskilde. Er lyses tændt en stor del af døgnet vil energiforbruget være værd at kigge nærmere på.

 

Forbedring

LED-lyskilder lyser – i modsætning til sparepærer – med fuld styrke straks de tændes. Udskiftning af glødepærer til LED lys vil derfor, uden gener, give en besparelse på energiforbruget.

 

Eksempelvis vil udskiftning af en 60 watt glødetrådspære til en LED-pære med tilsvarende lysstyrke (10 watt ), give en årlig besparelse på 91 kWh, hvis pæren skal lyse 5 timer om dagen.

Styret opvarmning

Sammen med isolering er styring af opvarmning en effektiv måde at spare på varmen og dermed også vandværkets energiforbrug. Varmebehovet på vandværket kan skyldes tekniske installationer, som kræver opvarmning i kolde perioder, samt opvarmning af kontor- og opholdslokaler.

 

Forbedring

Hvis det på grund af tekniske årsager er nødvendigt at have varme på i de kolde perioder, er det vigtigt at varmekilden er termostatstyret, så temperaturen kun akkurat er tilstrækkeligt høj til at opfylde varmebehovet.

 

Nat- og weekendsænkning af varmen i kontor- og opholdslokaler vil også kunne give en energibesparelse. Udover indendørs termostatstyring kan det også være en fordel med en udendørs føler, som kan kompensere for perioder med stor afkøling af lokales ydervægge.

En vvs-installatør eller energikonsulent kan rådgive i den konkrete sag.

 

Allervigtigst er det dog, at lokalerne med et opvarmningsbehov er velisolerede og tætte. Først når det er tilfældet bør der kigges på energistyring.

 

De senere år har anvendelse af varmepumper vundet mere og mere indpas til opvarmning. Varmekilden kan være jord eller luft, hvor energien overføres via en indvendig luftblæser eller et vandbåret varmeanlæg. Energien til varmepumpen kan også hentes i vand, f.eks. en sø eller det udpumpede vand fra vandværket.

Energibesparende it-udstyr

It-udstyr bruger strøm både i drift og standby. Det gælder både skærm, pc, switch, server, router og trådløst netværk.

 

Forbedring

Ved køb af nyt it-udstyr bør der altid være fokus på energiforbruget. It-udstyr er energimærket, så vælg så vidt muligt udstyret med det bedste energimærke.

 

Udstyret bør slukkes, når kontoret eller lokalet forlades. Tekniske løsninger til hjælp for dette findes på markedet.

Nødstrømsanlæg

Flere og flere vandværker anskaffer et nødstrømsanlæg så vandforsyningen kan opretholdes i tilfælde af svigtende strømforsyning. Udover at sikre vandforsyning til vandværkets forbrugere vil trykstød, ledningsbrud og brunt vand i ledningsnettet kunne undgås efter strømafbrydelser.
For at nødstrømsanlægget hurtigt kan overtage strømforsyningen er det nødvendigt at motoren er forvarmet til minimum driftstemperatur eller efter leverandørens anvisning, hvilket normalt ligger omkring 40 oC.

 

Forvarmningen kræver en del energi som bl.a. er afhængigt af hvor nødstrømsanlægget er placeret.

 

Forbedring

Det er vigtigt at forvarmeren styres korrekt så temperaturen ikke overstiger den af leverandøren oplyste minimumstemperatur for hurtig opstart. Temperaturen skal overholdes for ikke at skade motoren ved opstart, men en defekt termostat kan betyde et ekstra og unødvendigt energiforbrug. Det anbefales derfor at overvåge generator motorens temperatur. Overvågningen kan også tilsluttes SRO, hvorfra en alarm kan udsendes hvis noget er galt.
Placering af nødgeneratoren er, ud fra et energimæssigt synspunkt, ikke ligegyldig. Placering indendørs i et dertil indrettet rum, eller op af en sydvendt væg beskyttet imod vejr og vind, vil nedsætte energibehovet til at opretholde den nødvendige temperatur på generatoren.
Vælger vandværket helt eller delvist at undlade forvarmning af generatorens motor kan der spares yderligere på energiforbruget. Dog må der forventes en forlænget reaktionstid inden indkobling af nødstrømsanlægget er muligt. Det må også forventes, at levetid og garanti på nødstrømsanlægget vil blive påvirket negativt, hvis forvarmning undlades

 

Distribution

 

Rentvandspumper

Er pumpen korrekt dimensioneret?

Ved valg af rentvandspumper skal der tages hensyn til den ønskede volumen, det eksisterende modtryk på ledningsnettet samt døgn- og årsvariationer.
Udpumpning af det færdigbehandlede vand kræver en betydelig del af vandværkets samlede energiforbrug, og med tiden vil slitage medføre at den enkelte pumpes energieffektivitet vil falde.

 

Forbedring

En konkret beregning af pumperne og en tilpasset styring vil være et krav for at opnå en energieffektiv rentvandsudpumpning. Ændres forbrugsmønstret eller trykforholdene på ledningsnettet skal det sikres, at de eksisterende pumper fortsat er korrekt dimensioneret til det konkrete anlæg.

 

Bemærk, at der bør vælges en pumpe som ligger på toppen eller på bagsiden af den specifikke pumpekarakteristiks optimale virkningsgrad. Hvis pumpen ligger lidt på bagsiden vil slitage og den heraf følgende kapacitetsnedsættelse i starten medføre at pumpens virkningsgrad stiger. Søg råd hos din rådgiver eller pumpeleverandør.

Er der frekvensstyring

Frekvensstyring ved direkte udpumpning på ledningsnettet kan ske ved ekstern regulator eller direkte indbygning i pumpen, hvorved en energieffektiv styring kan opnås.

 

Forbedring

Kontroller om vandværker har uregulerede rentvandspumper, som med fordel kan frekvensstyres.

Ved driftsforhold hvor flere pumper anvendes samtidigt bør der etableres frekvensstyring på alle pumperne og en passende indbyrdes styring af disse. På den måde kan pumperne driftes ved den – samlede set – optimale virkningsgrad. Herved kan energiforbruget sænkes og driftssikkerheden øges.

 

Pumpeleverandøren og det udførende vandværksfirma kan bistå med vejledning og beregninger så de korrekte pumper og den korrekte styring kan vælges.

Service og vedligehold

De fleste rentvandspumper har rigtigt mange driftstimer hvert år. Køre pumpen hele året vil driftstiden nå over 8.000 timer om året. Driften vil naturligvis slide, hvilket betyder at effektiviteten med tiden ændres. Pumper med mindre årlig driftstid men mange start og stop, vil også blive slidt.

 

Forbedring

Overvågning af pumpens energiforbrug og driftstid i forhold til den udpumpede vandmængde kan afsløre når en renovering eller udskiftning af pumpen er hensigtsmæssig. I dagligdagen bør også observeres om der forekommer unormale vibrationer og støj fra pumpen, hvilket kan medføre forhøjet energiforbrug og øger risikoen for havari.

Er kontraventil velfungerende

En defekt kontraventil kan være skyld i tilbageløb eller et forhøjet modtryk. Begge dele betyder et øget energiforbrug til vandværkets rentvandsudpumpning.

 

Forbedring

Kontrol af rentvandspumpens driftstid og energiforbrug i forhold til den udpumpede vandmængde vil kunne indikere systemfejl, herunder også fejl i kontraventilen. En prøvehane kan kontrollere kontraventilens tæthed og dermed sikre imod tilbageløb. Ved adskillelse kan ventilsædets åbne/lukke funktion kontrolleres.

Er afspærringsventiler fuldt åbne

En afspærringsventil, som ved en fejl ikke er blevet åbnet helt, kan forårsage et stort tryktab og dermed forøget energiforbrug. Tryktabet kan også fremkomme i tilfælde med en defekt ventil.

Forbedring

Vær omhyggelig med at åbne ventilerne helt når de har været anvendt. Kontroller med jævne mellemrum ventilerne ved at lukke og åbne. Herved bliver ventilen også motioneret og lukkefunktionen afprøvet.

Afgangstryk og hydrofor

Er afgangstryk tilpasset forbruget?

Det valgte afgangstryk på rentvandsudpumpningen har sammen med den udpumpede vandmængde stor betydning for energiforbruget. Jo højre modtryk pumpen skal overvinde, jo mere energi bruger den. Et for højt afgangstryk vil også påvirke vandtabet i et utæt ledningsnet, hvilket igen vil øge udpumpningen og energiforbruget.

 

Forbedring

En styring af afgangstrykket kan ske ved et dynamisk tilpasset styresystem, hvor afgangstrykket stiger og falder med den udpumpede vandmængde. En SRO-styring hvor afgangstrykket tilpasses time for time kan også spare energi.

 

Trykovervågning på ledningsnettet, hvor trykforholdene er mest kritisk, kan afsløre om der kan ske en yderligere reduktion af afgangstrykket. En sådan trykreduktion vil spare yderligere på energiforbruget og vandspildet.

Natsænkning

Ved at sænke afgangstrykket i timerne, hvor vandforbruget er lavest, spares både energi og vandspild.

 

Forbedring

Natsænkning kan foregå med en dynamisk tilpasset styring, hvor afgangstrykket stiger og falder med den udpumpede vandmængde. En SRO-styring hvor afgangstrykket indstilles time for time kan også spare energi.

Hydrofor: Er den korrekt dimensioneret?

En underdimensioneret hydrofor vil medføre flere start/stop end nødvendig, hvilket udover at belaste pumpen mekanisk også vil medføre et forhøjet energiforbrug.

 

Forbedring

Kontroller og overvåg pumpens energiforbrug pr. leveret m3, og antallet af pumpestart og -stop.

Øges energiforbruget pr. m3 og antallet af pumpestart, kan det indikere et misforhold imellem pumpestørrelse, hydrofor og driftsforholdene på ledningsnettet. Søg i så fald hjælp hos et anerkendt vandværksfirma.

Trykforøger

Frekvensstyret

En frekvensstyret trykforøger, vil i modsætning til en hydrofor sikre ensartet afgangstryk.

Forbedring

Hydrofor-styrede trykforøgeranlæg kan ændres til frekvensstyring, hvorved et jævnt og ensartet modtryk opnås. Hvis den rigtige pumpe og styring vælges, kan der spares energi da pumpens gennemsnitlige modtryk bliver lavere end ved hydroforstyring.

En underdimensioneret hydrofor vil medføre flere start/stop end nødvendig, hvilket udover at belaste pumpen mekanisk også vil medføre et forhøjet energiforbrug.

 

Forbedring

Kontroller og overvåg pumpens energiforbrug pr. leveret m3, og antallet af pumpestart og -stop.

Øges energiforbruget pr. m3 og antallet af pumpestart, kan det indikere et misforhold imellem pumpestørrelse, hydrofor og driftsforholdene på ledningsnettet. Søg i så fald hjælp hos et anerkendt vandværksfirma.

Dynamisk trykstyring

Et trykforøgeranlæg leverer ofte til et ledningsnet med varierende forbrug. Et ensartet afgangstryk fra anlægget vil derfor medføre at trykket ved ledningsnettets mest tryksvage punkt vil være unødvendigt højt i perioder med et lille dynamisk tryktab, som forekommer når vandforbruget er lavt.

 

Forbedring

Dynamisk trykstyring kan indbygges i trykforøgeranlægget eller direkte i pumpen. Herved tilpasses afgangstrykket til det aktuelle vandforbrug, hvorved der kan spares energi.

Service og vedligehold

Pumpen, styring og komponenter i et trykforøgeranlæg skal vedligeholdes. Manglende vedligehold kan påvirke energiforbruget negativt.

 

Forbedring

Overvågning af trykforøgeranlæggets energiforbrug pr. leverede m3 vand, vil indikere energiforbrugende fejl i pumpen eller andre komponenter. Jævnlig service og forebyggende vedligehold af anlægget anbefales.

Ledningsnet

Begræns vandspild (Se også Idekatalog til begrænsning af vandspild)

Vandspild er spild af penge og resurser. Udover energiforbruget i vandværkets behandlingsanlæg er forbruget til transport af det spildte vand ca. 5,5 w pr. m3 pr. m. løftehøjde.

 

Hvis vandet hentes fra boringen i kote 2 og udpumpes fra vandværket i kote 10 med en modtryk på 3 bar, vil det anvendte ekstra energiforbrug ikke være under 5,5 x 1 x 48 w = 264 W. pr. spildt m3 vand.

 

Forbedring

Fasthold fokus på at begrænse vandspildet også selvom vandværket ikke overskrider 10 % i vandspild. Se ”Idekatalog til begrænsning af vandspild”.

 

Kig også i Find frem til vandtabet  – et værktøj med gode råd til, hvordan I kan arbejde med at mindske vandtabet.

Luftlommer

I ledningsnettet gælder det, ligesom i råvandsledningerne, at der i lokale toppunkter vil kunne samles luft, som kan udgøre en væsentlig og unødvendig modstand med forøget energiforbrug til følge. Luftlommer opstår typisk på rentvandsledningen, hvor en bakke skal passeres.

 

Inde på vandværket kan luftlommer også forekomme. Her kan de afsløres, hvor en konstant klukken kan høres i rørinstallationen.

 

Afhjælpning

Rentvandsledningen skal om muligt anlægges uden toppunkter. Hvis det ikke er muligt bør der ved lokale toppunkter etableres en udluftningsmulighed.

 

Anvendes automatudluftere er det vigtigt, at funktionen af disse kontrolleres jævnligt. Er det ikke muligt at montere en udlufter kan problemet afhjælpes ved at sende en rensesvamp eller -gris igennem vandrørene. Herved kan luften skubbes ud af lommen og ud af systemet. Løsningen er kun midlertidig da ny luft med tiden igen vil samles i lommen.

 

Kig også i Find frem til vandtabet  – et værktøj med gode råd til, hvordan I kan arbejde med at mindske vandtabet.

Forfattere

Teknisk Forum – Danske Vandværkers tænketank og tekniske problemknuser – har i samarbejde med Danske Vandværkers sekretariat udarbejdet dette inspirationskatalog med gode råd til at sænke energiforbruget de rigtige steder på vandværket.

 

 

 

Vil du vide mere?

Kontakt teknisk rådgiver

 

Henrik Blomhøj

 

Tlf.: 56 13 02 04

 

Mail: hb@danskevv.dk

Publiceringsdato: 13/02 2018