Restancer: Sådan lukker I for vandet

Få gode råd til, hvordan I lukker for vandet, hvis forbrugerne ikke betaler.

Generelle regler for lukning

Hvis forbrugerne ikke betaler regningen til vandværket til tiden, kan I lukke for vandet, uanset hvilke konsekvenser det får for ejeren eller eventuelle lejere.

 

Vandværket skal hverken tage sociale eller erhvervsmæssige hensyn. Vandværket betragtes som en simpel kreditor, og vandværket reagerer derfor også på samme måde. Det betyder, at man kun får leveret vand, så længe der betales.

 

Varsling af lukning

Rykkerbrev

Før I lukker for vandet, skal I skriftligt bede ejeren om, at betale det manglende beløb.

 

I rykkerbrevet skal betalingsfristen for det skyldige beløb stå. Hvis I opkræver et rykkergebyr, skal det også stå i brevet.

 

Fristen for at betale kan for eksempel være 10 dage.

 

Lukkebrev

Hvis ejerne ikke betaler efter betalingsfristen i rykkerbrevet, sender I et lukkebrev.
I lukkebrevet skal I oplyse ejeren om, at hvis ejeren ikke betaler det skyldige beløb inden 10 dage, vil I lukke for vandet uden yderligere varsel på en given dato.

 

I skal også huske at oplyse forbrugerne om jeres gebyrer for at lukke og genåbne for vandet. Her kan I henvise til takstbladets bestemmelser.

 

En genåbning af vandet kan først finde sted, når det skyldige beløb og gebyret er betalt.

 

Lukkebrevet bør sendes med en afleveringsattest, så I kan dokumentere, at I har sendt brevet.

 

Et brev, der er aflevet med afleveringsattest er bevis nok for, at modtageren har fået brevet. At han/hun ikke har læst brevet, er ikke jeres problem.

 

En enkelt rykkerskrivelse efterfulgt af et lukkebrev er tilstrækkelig information.

Lukningen gennemføres

I kan lukke for vandtilførslen til ejendommen på flere måder.

 

1: Stophanen eller ventilen i målerbrønden kan lukkes og plomberes

Hvis I bruger en af disse metoder, skal i jævnligt kontrollere, at plomberne ikke er blevet brudt. Hvis I konstaterer, at plomberne er brudt, og vandforsyningen er genoptaget, er der tale om en ulovlig handling, som skal meldes til politiet.

 

I skal desuden beslutte, hvordan der rent praktisk kan blive lukket for vandet igen.

 

Der er to muligheder.

  • Stophane eller ventil plomberes igen – med risiko for at plumpen igen bliver brudt.
  • Stikledningen udenfor skel kan skæres over og afproppes.

 

Vær opmærksom på, at vandværkets ansatte mod fremvisning af legitimation, skal have adgang til de steder på ejendommen, hvor der er vandinstallationer. Det skal I have for at kunne vedligeholde, udskifte og aflæse vandmåleren. Det fremgår af jeres regulativ.

 

Men regulativet giver ikke vandværkets ansatte lov til at få adgang til selve grunden, for at fjerne en måler eller for at betjene en stophane i forbindelse med lukning.

 

Hvis I bliver nægtet adgang til ejendommen, er der ikke andet at gøre end at grave ned til stikledningen og afbryde vandforsyningen udenfor skel. Det er en dyr, men effektiv metode. Og det er samtidigt et tydeligt signal til forbrugeren om, at betalingsfristen skal tages alvorligt.

Gebyr for at lukke og genåbne

Fast gebyr

I kan vælge at tage et fast gebyr for at lukke og genåbne for vandet.
Men det er ikke i alle tilfælde, at I får alle omkostninger dækket ved faste gebyrer.

 

Mindre fast gebyr og faktisk omkostninger

Det er en god ide, at tage et mindre fast gebyr plus dækning af de faktiske omkostninger, hvis stikledningen skæres over og afproppes uden for skel.

 

Husk, at jeres ret til at opkræve gebyrer skal fremgå af regulativet.

Hussalg

Hussalg

Når en ejendom bliver solgt, overtager den nye ejer alle forpligtelser fra overtagelsesdatoen – også udgifter til vandforsyning.

 

Men vær opmærksom på, at en eventuel restance følger den gamle ejer (skyldner) – og ikke den nye ejer.

 

Dette gælder både, hvis ejendommen er solgt i almindelig handel og på tvangsauktion.

 

Gæld til vandværket plus et eventuelt lukkegebyr skal inddrives hos den gamle ejer.

 

Hvis den person, der skylder penge til vandværket køber et andet hus, der også er tilsluttet jeres vandværk, så lukker I selvfølgelig også for vandet her, så snart han/hun har overtaget huset.

 

Hvis den person, der skylder jer penge flytter til en anden by eller i lejlighed, og så er der kun inkasso tilbage for at få pengene drevet ind.

Inkasso

Som udgangspunkt anbefaler vi ikke, at I indleder en fogedsag eller en inkassosag til at inddrive almindelige vandregninger. I skal huske på, at I kan lukke for vandet, indtil en restance er betalt. Desuden er de beløb, der er tale om, ofte så små, at det ikke kan betale sig at inddrive dem ved domstolene.

 

Forenklet inkassoproces
Der findes dog eksempler på, at en forbruger ikke betaler sin regning – hvis hans hus eksempelvis står tomt.

 

Så kan I overveje, at få pengene hjem ved den lokale Fogedret. Det kaldes en forenklet inkassoproces og betyder, at I skal udfylde en blanket, som sendes til fogedretten.

 

Hvis I er i tvivl om, hvordan I gør det, bør I kontakte Fogedretten.

 

Blanketten, der skal sendes til Fogedretten, findes på domstolenes hjemmeside www.domstol.dk > Blanketter > Inkasso.

 

Samme sted kan I også beregne, hvad det koster at involvere Fogedretten. På baggrund af det, kan I vurdere, om det kan betale sig at inddrive beløbet i forhold til retsafgiftens størrelse.

 

Hvis der er tale om et større beløb, kan det normalt godt betale sig at sende en sagn i fogedretten.

Betalingsstandsning

Under en betalingsstandsning kan I ikke lukke for vandet.

 

Til gengæld garanterer enten en bank eller en advokat for betaling af det vand, der bliver brugt i løbet af betalingsstandsningsperioden. Husk, at få en skriftlig erklæring fra banken eller advokaten, så der ikke er tvivl om, hvem der garanterer for betalingen.

 

Vandmåleren skal aflæses, når betalingsstandsningen starter og igen, når den slutter.

 

Under betalingsstandsning undersøger et tilsyn, der er nedsat af Skifteretten, om virksomheden kan rekonstrueres og drives videre, eller om virksomheden skal meldes konkurs.

 

Hvis virksomheden køres videre, har vandværket krav på at få hele sit tilgodehavende for vandforbruget – også for forbrug før betalingsstandsningen.

Konkurs

Hvis forbruger bliver erklæret konkurs, er det vigtigt, at få anmeldt jeres krav hos advokaten. Hent skabelonen: Anmeld konkursbo.

 

I skal være opmærksom på, at anmelde det krav, der ligger op til konkursdagen, og samtidig skal I sørge for, at advokaten oplyser, at han/hun vil indtræde – det vil sige garantere for betaling af det vand, der bruges fra konkursdagen og frem til boet afsluttes.

 

Det beløb skal I have før alle andre kreditorer.

 

Hvis advokaten ikke vil indtræde, kan I lukke for vandet.

 

 

Tvangsauktion

En tvangsauktion kan ske på to måder

 

Ejeren er ikke gået konkurs, men en panthaver har ikke modtaget terminsydelsen.
Panthavere beder derfor fogedretten om at få ejendommen solgt på tvangsauktion.

Vandværket kan lukke for vandet, når der er sendt rykker og lukkebrev.

 

Ejeren er gået konkurs og konkursboet beder fogedretten om at få ejendommen solgt på tvangsauktion.

Vandværket kan ikke lukke for vandet, da ejeren ikke mere disponerer over ejendommen.

Dødsfald

Hvis ejeren er død, skal I huske at få anmeldt kravet i dødsboet.

 

Det skal ske inden for 8 uger, efter der er indrykket et såkaldt proklama i Statstidende, ellers kan I miste jeres rettighed til det skyldige beløb.

 

Brug skabelonerne til:

 

Solvent dødsbo og insolvent dødsbo – som du kan hente her øverst på siden.

Vil du vide mere?

Kontakt juridisk rådgiver

 

Robert Jensen

 

Tlf. 56 13 02 01

 

Mail: rj@danskevv.dk

Publiceringsdato: 27/02 2018