Du ejer dit vand … vidste du det?

    • I dag kan ingen tjene penge på vand fra hanen. Det er billigere for dig, derfor skal politikerne bevare non profit-modellen
      Hvile i sig selv-princippet, som gælder for drikkevand, skal bevares, for det garanterer godt og billigt drikkevand. Ingen i Danmark kan i dag tjene penge på vand fra hanen – og sådan bør det blive ved med at være.

 

    • Hvis vand bliver en vare, får vi højere priser og dårligere service
      Ændres den decentrale vandstruktur i Danmark på grund af lovændringer, så vandforsyningerne bliver samlet i få, større vandselskaber, bliver det dyrere for dig, når du skænker dig et glas fra hanen. For eksempelvis pensionskasserne mulighed for at investere i en livsvigtig sektor, skal pensionskunderne selvfølgelig have et afkast. Samtidig risikerer vi, at de nye vandværker bliver så store, at nærheden til forbrugerne forsvinder, og lokalkendskabet mistes. Stort er ikke nødvendigvis altid godt.

 

    • Køber investorer dit vandværk, går overskuddet i aktionærernes lommer og ikke til vedligehold
      Erfaringer fra udlandet taler et tydeligt og trist sprog. Når kommercielle interesser skal levere drikkevand fra hanen, går det altid ned ad bakke med kvaliteten af anlæggene, som ikke bliver holdt i en ordentlig og tidssvarende stand. Mange steder har kommunerne endda været nødt til at købe vandforsyningerne tilbage til en meget høj pris og sendt den regning videre til borgerne. Hvis private investorer køber dit vandværk, så går overskuddet i aktionærernes lommer og ikke til vedligehold af vandværket.
    • Kan vi stole på, at vi får rent vand, hvis vi overlader vandværkerne til kapitalfonde?
      Der er ingen undersøgelser eller nogen forskning, som slår fast, at det er en god ide at gøre drikkevandet til et investeringsobjekt. Tværtimod viser erfaringer fra udlandet, at spekulanterne ikke holder vandforsyningerne vedlige. Netop denne problematik blev diskuteret på dette års Folkemøde. Se mere i videoerne herunder.

Vores vandforsyninger drives godt og effektivt

I Danmark er forsyningssektoren (vand, varme, el og affald) for det meste drevet og ejet af kommunerne eller forbrugerne, altså noget vi ejer i fællesskab.

 

I regeringsgrundlaget fra 2015 er der imidlertid et særligt afsnit om forsyningssektoren, der blandt andet rummer ambitioner om at høste effektiviseringer, og regeringens forsyningsstrategi fra 2016 indeholder en række liberaliseringsinitiativer.

 

I 80´erne gennemførte man i udlandet en række lovændringer, som betød privatisering af vandforsyninger.
Det medførte nedslidte og forsømte vandforsyninger, som borgerne har købt tilbage igen til en alt for høj pris.
Vi har en enestående model, som vi ikke må sætte over styr, og derfor skal politikerne bevare det princip, som sikrer, at ingen må tjene penge, når du tapper dig et glas vand fra hanen.

 

Vores vand fra hanen er billigt

Danmark har det laveste vandforbrug per husstand i EU og en meget høj drikkevandskvalitet.

 

Til gengæld er forbrugerprisen på vand den højeste i Europa. Den høje pris skyldes især høje skatter og afgifter, men hvis man fjerner skatter og afgifter, ligger vandprisen i Danmark på niveau eller lavt i forhold til andre lande i Europa.

 

I snit betaler du syv øre for en liter vand fra hanen

Nogle lande lader forbrugeren betale den fulde pris for produktion, distribution, rensning og har vandafgifter, der er et incitament for forbrugerne til at spare på vandet. Prisen afhænger også af kvaliteten på vandet, niveauet af vandspild i forbindelse med produktion og distribution samt naturligvis selve vandforbruget.

quote
Kære politikere - pas på hvile i sig selv-princippet, så drikkevandet bliver ved med at være vores vand.

Vil du vide mere?

Kontakt pressemedarbejder

 

Dorthe G. Rasmussen

 

Tlf. 26 70 71 06

 

Mail: dr@danskevv.dk

Publiceringsdato: 04/06 2018