Pressemeddelelse

Vandforlig: Næsten alle forbrugerejede vandværker slipper for administrativt bøvl

Glædesbarometret steg gevaldigt, da der i aftes endelig blev indgået politisk forlig om vandsektorloven.

Næsten alle forbrugerejede vandværker slipper nu for omkostningstunge regler og effektiviseringskrav, som de seneste 5 år har drevet vandpriserne i vejret.

Tilbage står skatteproblematikken, som politikerne vil finde en løsning på senest til efteråret.
Politikerne nedsætter et udvalg, der skal analysere, hvordan vandværkerne kan beskattes på niveau med det, der blev lovet for 5 år siden.

”Den 29. april 2015 bliver de forbrugerejede vandværkers befrielsesdag. Næsten alle forbrugeejede vandværker kan nu se frem til forenklinger og afbureaukratisering - til gavn for forbrugerne”, siger Ole Wiil, landsformand i Danske vandværker – FVD.

Der er dog malurt i bægeret for forliget efterlader blot 10 forbrugerejede vandværker med et bureaukrati-monster, som de fortsat skal slås med.

”Det havde klædt politikerne at skære kirurgisk ind til benet og løfte alle forbrugerejede vandværker ud af lovens regulering”, siger Ole Wiil og fortsætter:

”Det giver slet ikke mening at opretholde så stort et bureaukrati for så få vandværker. Vi leverer vand til mere end halvdelen af danskerne og gør det særdeles effektivt. Det underbygges af, at politikerne forventer at effektivisere for 1,3 milliarder kroner i hele vandsektoren, mens der skal blot hentes 90 millioner kroner hos de forbrugerejede vandværker”.

Alt i alt kan vi med glæde konstatere, at politikerne har lyttet til de forbrugerejede vandværkers budskaber, som vi har forelagt dem. Det skal vi være glade for, og vi skal være stolte af resultatet.

Men Danske Vandværker – FVD vil fastholde dialogen med politikerne og hjælpe dem, hvor vi kan i implementeringsfasen, da der en række forhold, som skal færdigforhandles.

Yderligere information
Ole Wiil, landsformand, mobil 21 75 72 44
Allan Weirup, direktør, mobil 40 20 92 42

Danske vandværker – FVD – er brancheforening for landets ca. 2.000 forbrugerejede vandværker, der forsyner omkring halvdelen af danskerne med vand.