Vandfolk til messe i Aars

Når man leverer drikkevand af fremragende kvalitet til danskerne, kræver det konstant fokus på drift, udvikling og lovgivning. Derfor samles knap 100 virksomheder fra vandbranchen fredag 24. marts i Messecenter Vesthimmerland for at vise deres ypperste produkter frem for regionens vandværker. En af messens mange attraktioner er Waterville, der har besøgt Det Hvide Hus og er branchens løsning på nogle af amerikanernes vandproblemer.

LEGO Model Vandforsyning USA Komp Web

Drikkevandsområdet er i konstant udvikling, og det er meget vigtigt, at vandværkerne holder sig ajour med teknik, økonomi og lovgivning. For os i Danmark er det en selvfølge med rent drikkevand i hanerne til en fornuftig pris, og sådan skal det blive ved med at være.

For at stille den nyeste viden til rådighed for landets vandværker arrangerer brancheforeningen Danske Vandværker messe i Aars for virksomheder, som leverer teknik og rådgivning til vandbranchen.

Messehallen er spækket med isenkram lige fra målere, ventiler, pumper til it-systemer, og der har været stor fremgang i leverandørernes interesse for at købe et udstillingsvindue på messen. De mere end 800 besøgende får også mulighed for at høre ni spændende foredrag, som handler om alt lige fra blødgøring af vand til elektronisk aflæsning af målere.

Der er også mulighed for at møde Danske Vandværkers nye landsformand, Per Roth, og som noget helt nyt kan gæsterne opleve Lego-byen Waterville, der er den samlede danske vandbranches bud til løsning af amerikaners vandproblemer.

Tag med til Waterville
Repræsentanter fra Danmark tog Waterville med på vandtopmøde i Det Hvide Hus i 2016, og også her gav Waterville anledning til mange gode samtaler. I Det Hvide Hus spurgte amerikanerne nysgerrigt ind til LEGO-modellen, fordi den viser, hvordan den danske vandsektor fungerer. Waterville blev brugt til at demonstrere de løsninger, der kan hjælpe USA med at tackle deres udfordringer på vandområdet.

Tid og sted
Fredag 24. marts, Messecenter Vesthimmerland, Messevej 1, 9600 Aars. 09.00 til 16.00. Du kan læse mere om messen på danskevv.dk.

Danske Vandværkers messe er kun åben for medlemmer, men pressen er selvfølgelig meget velkommen.

Er der spørgsmål til arrangementet, så kontakt:

Pressemedarbejder Dorthe G. Rasmussen, tlf. 5613 0332, mail: dr@danskevv.dk.