Synspunkt af Allan Weirup: Man skal da ikke tjene penge på vores drikkevand

Kære Trekløverregering

Først et stort tillykke med regeringsdannelsen fra Danske Vandværker. Vi håber, at I sammen med os vil værne om det gode danske drikkevand.
Før I tre partier besluttede jer for at danne regering, puslede Venstre med en ny plan, der skulle effektivisere forsyningssektoren. Effektiviseringer er som udgangspunkt altid fornuftige, men den vej, den tidligere regering ville gå ned ad, er fyldt med huller, og endestationen ville føre lige lukt til dyrere vand for os alle. Derfor er det vigtigste budskab fra os, at I skal bevare non-profit tankegangen på vandområdet. En undersøgelse, vi har foretaget, viser, at også den danske befolkning synes, at man ikke skal kunne tjene penge på det danske drikkevand. 

Lav pris og høj produktivitet
Forsyningsstrategien fra Venstre baserer sig som bekendt på en rapport fra McKinsey, som netop fremhæver, at sektoren er meget effektiv, og desuden har vandselskaberne allerede effektiviseret for milliarder. Sammenligner man priserne på det danske drikkevand med vores nabolande, er vores vand billigere. Produktiviteten i vandsektoren er også højere sammenlignet med produktiviteten i industrien generelt, det fremgår af en rapport fra DAMVAD Analytics. Så det går faktisk rigtig godt, og derfor er opfordringen fra os krystalklar: Giv os arbejdsro, så vi kan få implementeret vandsektorlov 2 helt i bund. Vi skal værne om de områder, vi mestrer her til lands, og det er blandt andet vandforsyningen, og vandværkerne skal nok blive ved med at effektivisere.

Skær fedtet, hvor det sidder
Med udgangspunkt i vandsektorlov 2 er vores forslag til jer i det nye trekløver, at I fokuserer på, hvor effektiviseringspotentialet er størst. Vi mener, at vi skal tage udgangspunkt i de enkelte forsyningsselskaber og målrette arbejdet mod de vandværker, som er de mindst effektive. Vi bør sagt på en anden måde differentiere og stille større effektiviseringskrav til de mindst effektive og ikke spilde kræfterne på dem, der i forvejen er meget effektive. Og det bedste af det hele er, at Forsyningssekretariatet allerede har de nødvendige data. Lad os populært sagt skære fedtet dér, hvor det sidder.

Vandværkerne effektiviserer allerede i stor stil
I et non-profit drevet system, som vi har i dag, sikrer vi, at vandværkerne leverer vand af høj kvalitet. Der er stort fokus på både drifts- og forsyningssikkerheden. Derudover er vandsektoren med til at sikre lokaldemokratiet og holder liv i landområderne. Vi siger altså ikke, at alt er godt og at der ikke skal ske forandringer, for der kan effektiviseres, og vi er allerede godt i gang ude på landets vandværker. Men vi efterspørger arbejdsro og sikre rammevilkår i sektoren, der fortsat drives uden, at nogen skal tjene penge. Og vi trækker gerne i arbejdstøjet, hvis I, i den nye Trekløverregering, har brug for viden om branchen. Lad os sammen sikre, at danskerne får det bedste drikkevand til den helt rigtige pris.