Sammenlægning af vandværker giver ikke lavere priser til forbrugerne

Regeringen overvejer tilsyneladende at samle landets vandforsyninger i store enheder. Manøvren forsøges legitimeret med en rapport, som Finansministeriet har bestilt hos konsulentfirmaet McKinsey, der spår store gevinster ved at samle vandforsyningen i større enheder.

En rapport fra Copenhagen Economics viser imidlertid, at der kun er små gevinster ved at lægge drikkevandsselskaberne sammen i store enheder med nuværende ejerskabsformer.

”Virkeligheden i drikkevandsektoren er en ganske anden, end den regeringen tilsyneladende arbejder ud fra”, fastslår Allan Weirup, som er direktør i brancheorganisationen Danske Vandværker, der er talerør for landets vandværker. Han fortsætter:

”Der er ingen tvivl om, at langt den største del af de effektiviseringsgevinster, der kan hentes i den danske drikkevandsforsyning, hentes ved at optimere driften i de eksisterende forsyninger. Vi ved også, at der kan hentes mindre gevinster ved, at vandværkerne arbejder sammen. Problemet er bare, at de danske vandværker i gennem lang tid har været i fuld gang med at høste gevinsterne til glæde for forbrugerne. Og det glemmer regeringen tilsyneladende”.

Ingen gevinst ved sammenlægninger viser ny rapport
Danske Vandværker har bedt Copenhagen Economics om at vurdere fordele og ulemper ved øget samarbejde og sammenlægninger af drikkevandsselskaber i Danmark. Rapporten tager udgangspunkt i eksisterende analyser og konkrete erfaringer fra gennemførte fusioner. Hvis vi starter med det sidste, nemlig sammenlægninger af selskaberne, så viser rapporten fra Copenhagen Economics, at den ekstra gevinst, der kan hentes ved egentlige sammenlægninger til store forsyninger kun er omkring 1 %.

Med udsigt til så beskedne gevinster ved sammenlægning, mener Danske Vandværker, at det er klogere at fokusere på at hente de gevinster, der ligger i at optimere driften i de enkelte selskaber frem for at kaste sig over sammenlægninger.

Danske Vandværker er betænkelige ved et salg
I regeringens overvejelser indgår det angiveligt også at sælge vandværkerne til private investorer, der får lov til at tjene penge på salg af drikkevand. Og sker sammenlægningen på denne måde, frygter Danske Vandværker, at det vil ramme forbrugerne på flere leder.

For det første vil den nye ejer formentligt forvente at kunne opnå en indtjening, der er væsentlig højere end den ene procent, der kan hentes i ekstra gevinst ved sammenlægningen. Og den forventning til højere indtjening vil formodentlig betyde, at forbrugerne skal betale en højere pris for deres vand.

For det andet vil en centralisering af vandværker let føre til, at de nye enheder bliver så store, at nærheden til forbrugerne forsvinder, og lokalkendskab mistes. Resultatet bliver, at forbrugerne vil opleve en ringere service, hvilket kan forstærkes af ejerens ønske om at tjene penge på monopolvirksomheden.

For det tredje kan ønsket om at tjene penge på vores drikkevand føre til kortsigtede optimeringer, manglende investeringer og vedligehold af anlæg. Og det kan betyde en stor trussel for forsyningssikkerheden.

Vi har allerede et godt princip i sektoren
Allan Weirup, direktør i Danske vandværker siger:

”Det er så absolut i forbrugernes interesse at bevare det nuværende ”hvile i sig selv princip”, som betyder, at man ikke må tjene penge på vores fælles drikkevand. Hvis der skal tjenes penge på drikkevandsforsyning kan vi ende med at få højere priser, dårligere service og ringere forsyningssikkerhed. Med den nye rapport i hånden kan vi kun opfordre ministeren på området, Lars Christian Lilleholt, til at undlade at gøre vandforsyning til investeringsobjekt og malkeko for investorer”.

Spørgsmål? Kontakt Dorthe G. Rasmussen, pressemedarbejder i Danske Vandværker, tlf. 5613 0332, mail: dr@danskevv.dk.