Danske Vandværker er med på Vandtopmøde i USA

På vandets dag den 22. marts tager vores bestyrelsesmedlem, Søren Hvilshøj, til Det Hvide Hus i Washington for at deltage i et Vandtopmøde. Målet med topmødet er at demonstrere løsninger, der kan bringes i spil til at hjælpe USA med at løse de alvorlige udfordringer på vandområdet. Det er et delmål at reducere det høje amerikanske vandforbrug med 33 %.

Konsortiet bag initiativet er netop nu ved at få bygget en omfattende LEGO-model, der skal demonstrere de danske løsninger fra kortlægning af grundvandet over en effektiv vandforsyning til en energiproducerende spildevandsrensning. LEGO-modellen indeholder blandt andet en by med en 1,5 m høj skyskraber, en svævende helikopter og en komplet undergrund med boring og vandrør – alt sat sammen af 20.000 LEGO-klodser. Danske Vandværker er sammen med en række danske virksomheder, myndigheder og organisationer med til at finansiere initiativet.