Leder i Vandposten, november 2016:

Frakobling af vandværket er til stor ugunst for forbrugerne

Vi hører vi flere og flere eksempler på landmænd, der hellere vil forsyne sig med vand fra egne boringer end fra det lokale vandværk. Landmændene vil spare vandregningen væk ved at frakoble sig vandværket. 

Jeg kan godt forstå, at de økonomisk trængte landmænd vil spare penge, men en frakobling af vandværket er ikke den rigtige måde at gøre det på. En frakobling er ganske enkelt et angreb på den fælles vandforsyning. 

For det første har vandværket investeret i at lægge vandforsyningsledninger helt ud til den enkelte landmand ud fra tankegangen om fællesskab, fordi alle – også landmanden et stykke væk – skal have adgang til rent vand. Måske har vandværket ovenikøbet også investeret i vandteknologi, der gør det muligt at pumpe vand i rigelige mængder ud til en storforbruger, som en landmand typisk er. Den investering viser sig at være spild af ressourcer, hvis landmanden pludselig ikke længere vil være en del af den fælles vandforsyning. Tilbage står vandværket med ubenyttede vandforsyningsledninger, som skal graves op. 

For det andet sender landmanden en dyr regning videre til de andre forbrugere, når han kobler sig fra vandværket, og det er helt og aldeles urimeligt. Ikke alene skal de øvrige forbrugere betale for, at de ubenyttede vandforsyningsledninger graves op, men forbrugerne bliver også færre til at deles om de driftsudgifter, som vandværket har. Resten af forbrugerne står derfor tilbage med dyrere vand.

Ræk hånden frem og find en god løsning
Jeg kæmper imod, at landmænd skal have lov til at frakoble sig vandværket, fordi en frakobling sker på bekostning af fællesskabet, vandværket og de øvrige forbrugere. Omvendt ønsker jeg også, at landmanden skal opleve, at han får vand til en fornuftig pris og bliver godt behandlet, så han har lyst til at fortsætte med at være en del af den fælles vandforsyning. Som Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer, udtaler på en af de næste sider i dette blad, føler han sig sikker på, at de fleste landmænd vil blive i det lokale vandværk, hvis betingelserne ellers er i orden. 

Derfor opfordrer jeg vandværkerne til at kigge vandpriserne efter i sømmene for at se, om de er rimelige. Hvis landmandens pris for en kubikmeter vand er højere end sommerhusejerens, giver det god mening at række hånden ud til landmanden og finde en god løsning ved at justere prisen og evt. give nogle favorable storkundevilkår. På den måde skal landmanden ikke betale mere for en kubikmeter vand end andre.

Opfordrer til at klage 
Sidst, men ikke mindst, vil jeg gøre opmærksom på, at kommuner ikke bør give tilladelse til, at landmændene kobler sig fra vandværket. Hvis de alligevel gør, er afgørelsen til ugunst for de andre forbrugere på vandværket, og derfor opfordrer Danske Vandværker til, at vandværker klager over afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet. 

I Vandposten november 2016 kan du læse, hvordan du klager over kommunens afgørelse. Her kan du også læse meget mere om problemet med landmænd, der ønsker at koble sig fra vandværket. God læselyst.