Debatindlæg i Jyllands-Posten

Danskerne frygter privatisering af vandværker – og med god grund

Af Allan Weirup. Direktør i Danske Vandværker

Regeringen pusler i det skjulte med planer om at sælge landets vandforsyninger til private investorer. Men den ide vinder ikke gehør hos de danske vælgere. Tværtimod. En helt ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Danske Vandværker, viser, at 87 % af dem, der har taget stilling, er direkte imod et salg, mens kun 10 % er for et salg – og det endda kun hvis salget sker til danske investorer, som eksempelvis pensionskasser.

Går man skridtet videre og spørger om danskernes holdning til et salg af vandforsyningerne til udenlandske investorer, er der kun opbakning fra 3 ud af hver 1.000. Altså en meget massiv modstand blandt vælgerne i både rød og blå blok.

Og danskerne har da også god grund til at være skeptiske. Der er mange dårlige erfaringer fra udlandet, når det gælder salg af vandforsyning, og der er stor risiko for, at det heller ikke vil blive en god oplevelse for danske forbrugere, hvis vandforsyningerne her i landet bliver solgt.

Drikkevand skal ikke være en malkeko
I dag forsynes danskerne med drikkevand fra landets ca. 2.000 vandværker. Omkring halvdelen får vand fra et vandværk, der er ejet direkte af forbrugerne selv, mens de øvrige får vand fra en kommunalt-ejet vandforsyning. Danskerne ejer altså på den ene eller anden måde selv deres vandforsyning, og som loven er nu, må der ikke tjenes penge på at drive vandforsyning i Danmark.

Det princip overvejer regeringen, efter anbefaling fra konsulentfirmaet McKincey, nu at ændre på, så vores helt vitale drikkevandsforsyning bliver gjort til malkeko og spekulationsobjekt for investorer. Det giver selvfølgelig først og fremmest en risiko for at fortsatte effektiviseringer ikke kommer forbrugerne til gavn i form af lavere priser. Der er også en risiko for, at der tænkes i dårlig vedligeholdelse, som sætter vores meget høje og stabile forsyningssikkerhed over styr til ugunst for både borgere og erhvervsliv.

Der er altså rigtig mange gode grunde til at anbefale regering og folketing ikke at hoppe på konsulenternes idé om at sælge danskernes vandforsyninger for at få en kortsigtet gevinst. Det er ikke samfundsgavnligt, og det er også stik imod vælgernes ønsker.